Danske Bank: Guidance for 2024 på niveau med analytikerforventningerne og påbegynder aktietilbagekøb
Danske Bank har her til morgen offentliggjort årsregnskab for 2023, der samlet er det bedste i bankens historie. Selve Q4 2023 er marginalt under analytikerforventningerne, imens guidance for 2024 på bundlinjen er på niveau med konsensus. Udbyttet for 2023 er som ventet, ligesom Danske Bank påbegynder et aktietilbagekøbsprogram, der samlet vil returnere ca. 85% af årets overskud til aktionærerne.
Danske Bank kommer således ud af 4. kvartal 2023 med et nettoresultat på DKK 5.765 mio. sammenholdt med DKK 4.174 mio. sidste år, og seneste konsensus indsamlet af Danske Bank blandt 13 analytikere på DKK 5.832 mio. (median). Fremgangen sammenholdt med sidste år er i høj grad drevet af en ikke-overraskende stærk udvikling i nettorenteindtægterne der i kvartalet vokser med næsten 23% y/y til DKK 9.134 mio. Konsensus lå her på DKK 9.351 mio. Nettogebyrindtægter på DKK 3.148 mio. kommer lidt højere ud end ventet i kvartalet imens handelsindtægterne på DKK 757 mio. er lidt lavere.
For hele 2023 realiserer Danske Bank samlede indtægter på DKK 52,4 mia. og samlede udgifter på DKK 25,4 mia. Her lå konsensus på henholdsvis DKK 52,6 mia. og 25,4 mia. Samlet lyder nettoresultatet på DKK 21,3 mia., hvilket er på linje med konsensusforventningerne.
For 2024 guider Danske Bank for et nettoresultat på DKK 20-22 mia. Her lå konsensus før regnskabet på DKK 20,7 mia. Banken venter omkostninger i 2024 i niveauet DKK 26-26,5 mia. i forhold til de DKK 25,4 mia. der realiseres i 2023. Konsensus lå her med et estimat på DKK 25,3 mia. for 2024.
Ved halvårsregnskabet 2023 i august sidste år genoptog Danske Bank udbyttebetalingerne efter at have suspenderet disse i nogle kvartaler. I den forbindelse blev der udbetalt et halvårligt udbytte på DKK 7,00 pr. aktie. For den resterende del af 2023 foreslås et udbytte på DKK 7,50, hvilket bringer det samlede udbytte for året op på DKK 14,50 pr. aktie. Det er stort set på niveau med de DKK 14,80 som konsensus lå på.
Danske Bank annoncerer samtidig et aktietilbagekøbsprogram, som netop er blevet godkendt af Finanstilsynet. Det lyder på maksimalt DKK 5,5 mia. og løber efter planen fra 5. februar 2024 til senest 31. januar 2025. Samlet betyder det at Danske Bank planlægger at returnere ca. 85% af årets overskud til aktionærerne, svarende til omkring DKK 18 mia. eller lidt over 11% af den aktuelle markedsværdi på banken.
Husk at vi i næste uge - fredag d. 9. februar 2024 kl. 10.00 – har fornøjelsen at invitere til en præsentation af regnskabet med Head of Investor Relations Claus I. Jensen, der også vil svare på spørgsmål fra publikum. Det foregår online med tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/danske-bank-praesentation-af-arsrapporten-2023
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Danske Bank for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.21 d. 2/2-2024.
Danske Bank
Danske Bank blev stiftet i 1871 og er Danmarks største bank med hovedkontor i København og aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Nordirland og Storbritannien. Danske Bank beskæftiger sig med betalingsløsninger, handel med værdipapirer og andre instrumenter, placering af overskudslikviditet samt tilvejebringelse af kort- og langfristet finansiering. Det driver fire kommercielle forretningsenheder Personal & Business Customers, Large Corporates & Institutions, Danica Pension og Nordirland. Segmentet Personal & Business Customers yder rådgivning til privatkunder, Private Banking-kunder samt små og mellemstore virksomheder i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Segmentet Large Corporates & Institutions beskæftiger sig med at levere strategisk rådgivning, finansielle løsninger og produkter til store nordiske og institutionelle kunder. Danica Pension leverer pensionsydelser i Danmark, imens nordirske privat- og erhvervskunder serviceres i forretningsenheden Nordirland der også forestår aktiviteter i målrettede sektorer i resten af Storbritannien. I 2021 var Danske Banks markedsandel i Danmark 25 % på udlån og 29 % på indlån.
Read more on company page