Dagens aktienyheder 08/03: Asetek, Scandinavian Medical Solutions og Gubra
Asetek har her til morgen offentliggjort årsregnskab for 2023, der på omsætning og indtjening kommer bedre ud end selskabets seneste guidance. Således vokser omsætningen med 50,7% imod forventet 40-45%, imens EBIT lander på USD 9,4 mio. sammenholdt med seneste guidance på USD 8-9 mio. For 2024 guider selskabet for en omsætningsvækst i forhold til 2023 på -5% til +5%, og adj. EBITDA-margin på 12-17% i forhold til de 20,8% der blev realiseret i 2023. Læs hele regnskabet her: https://ir.asetek.com/news/stock-exchange-releases/release-details/2024/Asetek--Q4-2023-Liquid-Cooling-Demand-and-SimSports-Expansion-Driving-Growth/default.aspx
Scandinavian Medical Solutions annoncerede i går eftermiddag, at selskabet har solgt reservedele til en amerikansk flergangskunde. Ordren ligger inden for intervallet DKK 2 mio. til under DKK 3,5 mio., og det er selskabets andet offentliggjorte salg i After Sales & Parts forretningsområdet på over DKK 2 mio. i indeværende regnskabsår. Levering og risikoovergang er sket i uge 10. Den totale ordreværdi fra de aftaler, som Scandinavian Medical Solutions har annonceret gennem investornyheder (kun salg på minimum DKK 2 mio.) og selskabsmeddelelser (minimum DKK 8,5 mio.) i regnskabsåret 2023/2024 (perioden 1. oktober 2023 til 30. september 2024) indtil videre (dvs. til og med 8. marts 2024), udgør et interval på mellem DKK 39,5 mio. og 60,5 mio. (inkl. en flerårig langtidsudlejning på over DKK 8,5 mio.). På samme tid i det seneste regnskabsår 2022/2023 (til og med 8. marts 2023) havde selskabet annonceret ordrer til markedet til en værdi på mellem DKK 36,5 mio. og 55 mio.
Vi har opdateret vores investment case one-pager på Gubra. Investorer tilskriver nu en højere værdi af fedme-pipelinen - læs mere her: https://www.inderes.dk/research/gubra-one-pager-investors-discounts-higher-likelihood-of-success-of-its-obesity-focused-pipeline
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Kasper Lihn - 08/03-2024 kl. 09:00.