Impero: Sigter efter mindst en fordobling af kundebasen før udgangen af 2026
Impero har i dag offentliggjort årsrapporten for 2023, ny guidance for 2024 samt den strategiske retning frem til udgangen af 2026.
Med en ARR på DKK 30,4 mio. ved udgangen af december 2023 (vækst på 34%) var selskabets ARR for 2023 på linje med det foreløbige tal, der blev kommunikeret i januar samt indenfor den seneste guidance på mellem DKK 29-33 mio.
I 2023 har Impero fastholdt solide SaaS metrics med en net revenue retention rate (NRR) på 111% (115% i 2022). Opsalg til eksisterende kunder steg til 17% (16% i 2022), mens churn rate trak ned i NRR, da denne steg til 6% i 2023 (1% i 2022). ARPA er steget med ca. 11% til DKK 190.000 (DKK 170.000 i 2022).
For første gang udgør ARR fra udenlandske markeder den største andel (51% af total ARR). Alle Imperos markeder (Danmark, DACH, UK & Irland samt andre markeder) vokser, men det er særligt momentum i DACH-regionen (38% af total ARR), der driver væksten med 51% vækst i 2023.
EBITDA lander som ventet på DKK -10,6 mio. i 2023 (DKK -17,1 mio. i 2022), hvilket er indenfor den seneste guidance kommunikeret i januar på mellem DKK -11 mio. og -10 mio. Et væsentligt parameter er kapitaleffektiviteten målt på FCF/Net new ARR (rullende 12 måneder), der er blevet markant forbedret fra -3,4x i 2022 til -1,6x i 2023.
Nyt er Imperos guidance for 2024, der indebærer en ARR-vækst på mellem 25% og 38% ved udgangen af 2024. Impero vil fortsætte sit fokus på at skalere organisationen, der skal sikre langsigtet ARR-vækst og på samme tid forbedre selskabets cash burn. EBITDA i 2024 ventes at være på mellem DKK -11 mio. og -9 mio., hvilket er omkring det samme niveau som i 2023.
Impero løfter også sløret for en strategisk retning frem til udgangen af 2026, hvor selskabet sigter efter mindst en fordobling af kundebasen samt at blive cash flow positiv med nuværende kapital. Selskabet vil fokusere på CFO-centrerede områder indenfor skat, finans og ESG. Fokus vil også være på at udvikle stærke partnerskaber, ekspandere til nye markeder i Nordvesteuropa samt investere i innovative features, integrationer og automatisering. I forbindelse med den strategiske retning melder Impero også, at de på kort sigt kan blive cash flow positive, men investeringer i vækst vurderes at skabe bedre værdi for både kunder og aktionærer.
Læs hele regnskabet her: https://www.inderes.dk/releases/impero-as-releases-annual-report-2024-realizes-34percent-growth-in-annual-recurring-revenue-in-2023-and-improves-free-cash-flow-to-net-new-arr-ratio-from-negative-34-to-negative-16
På mandag den 18. marts kl. 13:00 vil Imperos CEO Rikke Stampe Skov og CFO Morten Lehmann Nielsen præsentere 2023 årsrapporten og den nye guidance for 2024 samt svare på spørgsmål fra tilhørerne. Tilmeld dig og stil dine spørgsmål her: https://www.inderes.dk/videos/impero-praesentation-af-arsrapport-2023
HC Andersen Capital modtager betaling fra Impero for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Kasper Lihn kl. 11:50 d. 14-03-2024.
Impero
Impero er en dansk Software-as-a-Service (SaaS) virksomhed, der leverer en compliance management platform. Impero-platformen gør det muligt for virksomheder nemt at styre compliance gennem automatisering af risiko- og kontrolstyring, dokumentation og rapportering. Impero giver virksomheder mulighed for at blive mere complaint på en skalerbar, digital, intuitiv og – vigtigst af alt – nem måde. Impero er noteret på Nasdaq First North i Danmark.
Read more on company page