Vestjysk Bank: 2023 lander lidt bedre end seneste guidance
Vestjysk Bank offentliggjorde her til morges sin årsrapport der viste et nettoresultat før skat på DKK 1.378 mio. Et resultat, der overgik den øverste ende af forventningerne til et resultat før skat på DKK 1.250-1.350 mio., forventninger som er blevet opjusteret 3 gange i løbet af året med initiale forventninger i starten af året om et resultat før skat i 2023 på DKK 650-725 mio. Resultatet før skat fremviser dermed en vækst på 128% og bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der udloddes 50% af bankens resultat efter skat i udbytte.
Generelt skyldes resultaterne stigende forretningsomfang, positiv renteudvikling, lavere nedskrivninger end forventet og en positiv udvikling af bankens passivportefølje. Basisindtægter udgør DKK 2.182 mio. mod DKK 1.427 mio. i 2022 drevet af en stigning i nettorenteindtægter på omkring 50% samt positive kursreguleringer på DKK 287 mio. (DKK -151 mio. i 2022). Resultatet før skat var også positivt påvirket af meget lave nedskrivningsniveauer generelt samt tilbageførsel af nedskrivninger på DKK 208 mio. primært inden for svineavl.
Personaleomkostningerne udviklede sig som forventet med en stigning på 4%, hvorfor Vestjysk Bank realiserer en omkostningsprocent, eksklusive kursreguleringer, på 51,9%, et fald fra 58,7% i 2022. Banken sluttede også året af med en kapitalprocent på 25,3%, op fra 23,4 % ultimo 2022, hvilket er over minimumskravet.
For 2024 guider Vestjysk Bank til et resultat før skat på DKK 1.000-1.200 mio., og forventer derfor endnu et stærkt år, dog lidt under 2023-niveauet hvilket ikke er så overraskende, da 2023 var et rekordår. Forventningerne til 2024 inkluderer faldende renter og normaliserede nedskrivninger. Banken har øget sine reserver vedrørende nedskrivninger med 95 mio. kr. til i alt DKK 475 mio. baseret på ledelsesmæssige skøn- I 2024 forventer banken også en udbytteprocent på mellem 25 og 50 af årets resultat efter skat, den egentlige kernekapital skal minimum udgøre 16,0%, egenkapitalforrentning efter skat skal minimum være 12,0%, og omkostningsprocenten skal være under 50.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Vestjysk Bank for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Philip Coombes kl. 12.55 d. 6/02-2024.
Vestjysk Bank
Vestjysk Bank er blandt de 10 største banker i Danmark. Banken har hovedsæde i Herning, beskæftiger 630 medarbejdere og kan dateres tilbage til 1874 under navnet Lemvig Bank. I dag er Vestjysk Bank summen af en række fusioner – senest i 2021 med Den Jyske Sparekasse. Vestjysk Bank har 25 filialer i Øst-, Midt- og Vestjylland og tilbyder en bred vifte af finansielle ydelser, herunder opsparing, finansiering og kapitalforvaltning, samt pension til både privat- og erhvervskunder. Vestjysk Bank har ca. 51.000 navnenoterede aktionærer med Arbejdernes Landsbank som den største med en ejerandel på 72,7% af de udestående aktier.
Read more on company page