Årsrapport 2022/23
Årsrapport for Harboes Bryggeri A/S – 2022/23
Stigende omsætning og resultater i tråd med de udmeldte forventninger
- Nettoomsætningen steg med 14% til 1.621 mio. kr.
- EBITDA for 2022/23 blev på 85 mio. kr. mod 99 mio. kr. sidste regnskabsår. Det svarer til de senest udmeldte forventninger om et EBITDA omkring midten af intervallet 63 - 103 mio. kr. EBITDA-marginen blev på 5,3%.
- Resultatet var påvirket af særdeles udfordrende markedsforhold med markante prisstigninger på råvarer, emballage, transport og energi. Udviklingen påvirkede især 1. halvår, mens gennemførte prisstigninger og øget forretningsomfang bidrog til positive resultater i årets to sidste kvartaler.
- Resultat før skat blev -9 mio. kr., hvilket svarer til de senest udmeldte forventninger omkring midten af intervallet -30 - +10 mio. kr.
- Årets resultat efter skat blev -4 mio. kr.
- Pengestrømme fra driften blev -59 mio. kr., hvilket var påvirket af stigende omsætning og øget lagerbinding.
Harboes CEO Søren Malling udtaler i forbindelse med årsrapporten:
”Det har været et meget udfordrende år med kraftigt stigende inputpriser, flaskehalse i forsyningskæderne og usikkerhed om energiforsyningen. Hele organisationen har arbejdet hårdt på at imødegå udfordringerne og sikre leveringerne til vores kunder, som vi løbende har haft en tæt og positiv dialog med.
I andet halvår så vi en positiv effekt af gennemførte prisstigninger, og kombineret med en øget afsætning bidrog det til at sikre positive resultater i årets sidste to kvartaler – om end det ikke var helt tilstrækkeligt til at dække det tabte i første halvår. Vi glæder os dog over, at det er lykkedes os at vende udviklingen, og vi forventer i det kommende år igen at levere overskud og værdi til vores aktionærer.”
Forventninger til 2023/24
Ved indgangen til 2023/24 ser den kommercielle situation forbedret ud men dog fortsat udfordret. Overordnet set ligger indkøbspriserne fortsat på højere niveauer, og der pågår fortsatte forhandlinger for at opnå de tilsvarende nødvendige forhøjelser af salgspriserne hos kunder samt andre kommercielle aktiviteter til at mitigere disse forhøjelser.
Harboe forventer, at de igangsatte tiltag til styrkelse af koncernens egne mærker gennem øget innovation, opdatering af visuelt udtryk og øget markedsføringsindsats vil skabe fornyet vækst, særligt på det danske marked.
På det tyske marked forventes en stigende afsætning gennem udvidelse af private label aftaler.
Eksportmarkederne forventes i 2023/24 at få et svært år og særligt her forventes kostprisstigningerne samt fortsat høje distributionsomkostninger at kunne lægge en dæmper på væksten.
I Harboe Ingredients forventes en intensiveret salgsindsats med nye produkter over for nye segmenter at bidrage til både vækst og forbedret indtjening i det kommende regnskabsår.
På de indre linjer vil der være fokus på at fastholde høj leveringssikkerhed samt et fortsat fokus på optimering og langsigtet effektivisering.
Samlet set forventer Harboe en positiv udvikling i EBITDA, som forventes at blive i niveauet 100 – 130 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 10 – 40 mio. kr.
Forventningerne er baseret på følgende overordnede forudsætninger:
- Stabilisering af udviklingen i begge forretningsområder (Beverages og Ingredients)
- Fortsat usikkerhed om prisudviklingen på råvarer, emballage, energi og distribution
Forudsætningerne er nærmere beskrevet i årsrapporten.
For yderligere information:
Bernhard Griese Simon Andersson
Formand for bestyrelsen CFO
Telefon: 58 16 88 88 Telefon: 58 16 88 88
Vedhæftede filer
- Årsrapport 2022/2023
- ESG rapport 2022/2023
- Corporate Governance 2022/2023
- Vederlagsrapport 2022/2023
- Årsrapport 2022/2023