Delårsrapport for 1. kvartal 2024
Schouw & Co. har tirsdag offentliggjort delårsrapport for 1. kvartal 2024; Koncernens omsætning i 1. kvartal 2024 blev som forventet reduceret, drevet af en kombination af lavere priser og lavere mængder. Det realiserede EBITDA blev derimod væsentligt forøget, med BioMar som den vigtigste bidragyder, ligesom cash flow fra drift blev forbedret.
Hovedpunkter
- 7,9 mia. kr. i omsætning – en reduktion på 9%
- 652 mio. kr. EBITDA – en vækst på 28%
- 171 mio. kr. i pengestrøm fra drift – en forøgelse på 266 mio. kr.
- 6,18 kr. i resultat pr. aktie – en vækst på 45%
- 13,5% ROIC ekskl. goodwill – en forøgelse af afkastet på den investerede kapital ekskl. goodwill med 2,2 procentpoint
- +60 mio. kr. i øgede forventninger til årets EBITDA.
Adm. direktør Jens Bjerg Sørensen udtaler
– Første kvartal i 2024 begyndte rigtig godt for Schouw & Co. og i særdeleshed i fiskefodervirksomheden BioMar, der er den største virksomhed i porteføljen.
Både indtjening og pengestrømmen fra driften er betydeligt højere end samme kvartal sidste år, men omsætningen reduceres som følge af lavere priser på råvarer og komponenter. Det giver anledning til en betydelig forøgelse af EBITDA-marginen.
Den gode begyndelse på året medfører en forsigtig optimisme, og vi hæver forventningerne til driftsindtjeningen. De globale usikkerheder med geopolitiske konflikter, spændinger i forsyningskæderne og udfordringer for flere økonomier sætter dog fortsat sit præg på aktiviteten og udsigterne for vores virksomheder.
Vi har i Schouw & Co. uændret fokus på at forbedre driftsindtjeningen i virksomhederne og skabe cash flow fra driften, samtidig med at virksomhederne har et mindre investeringsbehov end i tidligere år.
Videokonference på engelsk i forbindelse med regnskabet
- Tirsdag den 30. april 2024 kl. 15:30
Deltagere bedes benytte dette link: www.schouw.dk/investorer/conference-call
Aktieselskabet Schouw & Co.
Jørgen Dencker Wisborg, bestyrelsesformand
Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør, telefon +45 86 11 22 22
Vedhæftet fil