Asetek: Svagt Q1 2024 som ventet - fastholder 2024 guidance
Asetek har her midt på dagen offentliggjort regnskab for 1. kvartal 2024, der som ventet viser en langsom start på året, men hvor forventningerne til hele 2024 fastholdes under antagelse af at 2. halvår kommer til at være stærkere end 1. halvår.
Således falder omsætningen i Asetek i 1. kvartal 2024 med 17,6% til USD 12,2 mio. I samme periode året før i Q1 2023 lød væksten på 6% og i det seneste regnskab for Q4 2023 voksede omsætningen med ca. 75%. Adjusted EBITDA blev realiseret meget tæt på nul med USD -37.000 i kvartalet imod USD +2,8 mio. sidste år i Q1 2023 og USD +2,2 mio. i Q4 2023.
Asetek fastholder sin guidance for 2024 om en omsætningsvækst i forhold til 2023 på -5% til +5%, og adj. EBITDA-margin på 12-17% sammenholdt med de 20,8% der blev realiseret i 2023.
Det er Aseteks forventning at 2. halvår 2024 vil vise større styrke sammenholdt med 1. halvår 2024, da kundernes lagre generelt er på et højere niveau pt. end normalt. Samtidig vil den nye kinesiske OEM-partner TRYX på liquid cooling begynde salget i løbet af 2. kvartal 2024, ligesom en række nye produkter inden for liquid cooling er kommet på markedet i den første del af 2024, og flere er på vej. Samme gør sig gældende på SimSports, hvor både nye produkter og software pt. rammer markedet.
Læs hele regnskabet fra Asetek her: https://ir.asetek.com/news/stock-exchange-releases/default.aspx
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Asetek for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 14.35 d. 30/04-2024.
Asetek
Asetek er global leder indenfor design, udvikling og salg af væskebaserede køleløsninger til specielt gaming-PC’ere og datacentre. Samtidig er selskabet også aktiv indenfor udstyr til SimSports i den kvalitetsmæssige høje ende. Asetek har hovedkontor i Aalborg (Danmark) og afdelinger i Kina, Taiwan og USA. Asetek blev noteret på OBX Oslo Børs i 2013. Asetek’s væskebaserede køleløsninger, der finder anvendelse indenfor PC’ere hvor høj ydeevne er et vigtigt krav, er selskabets største segment. Der er tale om forseglede køleløsninger (all-in-one) der sælges via OEM aftaler. Disse kan også implementeres i datacentre for at give betydelige energibesparelser, og genindvinding af varme i forhold til hvad kendes fra luftbaserede køleløsninger. Dette segment er dog fortsat relativt begrænset. I 2021 valgte Asetek gå ind i markedet for SimSports, altså forskellige sportsdiscipliner afviklet på computere, såsom racerløb, basketball, fodbold mv. Her har Asetek i første omgang lanceret flere sæt pedaler inkl. software til SimRacing, og har flere produkter i udvikling såsom rat, og basen hvor rattet monteres.
Read more on company page