Dagens aktienyheder 23/04: Embla Medical, Shape Robotics, WindowMaster og MapsPeople
Dagens aktienyheder 23/04: Embla Medical, Shape Robotics, WindowMaster og MapsPeople
Embla Medical (Össur) har her til morgen aflagt første kvartals regnskab. Omsætningen voksede 10% (7% organisk) drevet af især protesesalget og indtjeningen (EBITDA før ekstraordinære poster) voksede til EUR 33 mio. op fra EUR 28 mio. Omsætningen lander marginalt bedre end forventningerne blandt analytikerne (forventet oms. EUR 197 mio.) mens EBITDA før ekstraordinære poster lander spot on. Guidance for året fastholdes (Organisk vækst 5-8% og EBITDA margin før ekstraordinære poster på 19-20%). Mød ledelsen i morgen og stil spørgsmål, når vi afholder et event hvor kvartalets resultater præsenteres. https://lnkd.in/dSbdF5qp
Efter Shape Robotics i går offentliggjorde et nyt pilotprojekt i Indien og om deltagelse i et større udbud i Rumænien, meddelte selskabet også, at selskabets tidligere CEO og nuværende CFO André Fehrn forlader selskabet og erstattes af Wiktor Budziosz. Wiktor Budziosz er tidligere CFO i Skriware, som Shape Robotics købte i 2023 med overtagelse pr. 1. januar 2024. André Fehrn fortsætter i selskabet indtil slutningen af maj. I går eftermiddags annoncerede Shape Robotics også i en investornyhed, at selskabet har indgået et partnerskab med Channel Tools, der er en UK-baseret virksomhed, som specialiserer sig i salgs- og marketingtjenester, teknologi og mobile engagementsplatforme. Partnerskabet har til formål at skalere virkningen af STEAM-læring og salget af Shape Robotics’ Thinken Mobile STEAM Lab-løsning og Fable robotter yderligere i hele Europa.
WindowMaster annoncerede i går i en investornyhed, at Nina Ringen, der er en erfaren advokat og partner hos Lundgrens, afløser Michael Gaarmann som næstformand. Michael Gaarmann genopstillede ikke til bestyrelsen på sidste uges årlige generalforsamling. Efter sidste uges årlige generalforsamling består bestyrelsen i WindowMaster af bestyrelsesformand Lars Fournais, næstformand Nina Ringen, Mette Søs Lassesen, Leif Jensen og Erik Boyter. Læs investornyheden her: https://lnkd.in/gbNe-AdN
MapsPeople meddelte i går om ændringer i selskabets ledelsesteam og organisationsstruktur, der skal styrke selskabets momentum gennem øget fokus, tilpasning og enklerere beslutsningsprocesser. MapsPeoples produkt- og teknologiorganisationer kombineres, og den kommercielle organisation justeres. Med denne ændring forlader CTO Jesper Winther og CCO Jannik Brouwers selskabet. Nuværende CPO Christian Christensen bliver Chief Product and Technology Officer, mens lederteamet i salgsorganisationen vil referere direkte til CEO Morten Brøgger. Læs mere her: https://lnkd.in/gVazuxpT
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Jesper Thomsen - 23/04-2024 kl. 09:06.