Dagens aktienyheder 23/07: Embla Medical (tidligere Össur)
Embla Medical (tidligere Össur) har her til morgen aflagt H1 2024 regnskab, hvor selskabet leverer organisk vækst på 6% og realiserer en omsætning på USD 217 mio. i andet kvartal af 2024. Det er en smule bedre end forventningerne på USD 216 mio. Væksten på 6% skal ses i forhold til en svær sammenligningsbase, hvor kvartalet sidste år leverede 11% vækst. Indtjeningsmæssigt leverer selskabet i kvartalet et EBITDA resultat på USD 47 mio. (EBITDA margin på 22%), hvilket er på niveau med forventningerne i markedet. Fremgangen i indtjeningen vs. sidste år er primært drevet af bedre bruttomargin, som er trukket af omkostningsoptimeringer i produktionen samt delvist bedre produktmix og øget omsætning til at absorbere omkostninger. Dermed leverer selskabet på tidligere udmeldinger om, at marginen kunne forbedres på optimering i produktionen efter at have lidt under forsyningskæde-udfordringer i de seneste par år. Selskabet indsnævrer (løfter) guidance efter resultaterne for første halvår. Der forventes nu en organisk vækst på 6-8% (tidl. 5-8%) samt en EBITDA margin på ca. 20% (tidl. 19-20%). Af yderligere store begivenheder er den helt overskyggende sidste uges melding om, at de amerikanske myndigheder (CMS) har udvidet dækningen, så mindre aktive patienter også under visse forudsætninger kan få adgang til avancerede løsninger, hvilket forventes at udvide patientpopulationen markant. Særligt dette kan komme i fokus i dag, når ledelsen kl. 13:00 præsenterer og svarer på spørgsmål på et online live-event. Tilmeld dig og stil dine spørgsmål her her. https://www.inderes.dk/videos/embla-medical-presentation-of-interim-report-q2-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskabet for en Digital IR aftale - Kasper Lihn - 23/07-2024 kl. 8:59.
Embla Medical
Embla Medical er en islandsk virksomhed, der er aktiv inden for sundhed og lægehjælp. I dag er der forretningsmæssigt fokus på udvikling af knogleproteser, slidgigt og relateret skadesbehandling. Produkterne er tilpasset forskellige aldre og betingelser afhængigt af patientens sværhedsgrad. Virksomheden er etableret globalt med det største marked i Europa, efterfulgt af Nordamerika. Embla Medical blev grundlagt i 1971 og har sit hovedkontor med beliggenhed i Reykjavik.
Read more on company page