Dagens aktienyheder 25/6: Scandinavian Medical Solutions, Gubra og BioPorto
Scandinavian Medical Solutions annoncerede i går salget af en PET/CT-scanner til en kunde i USA. Værdien er inden for intervallet DKK 2 mio. til under DKK 3,5 mio. jf. selskabets informations- og kommunikationspolitik. Levering er sket i uge 25. Med gårsdagens annoncerede ordre er den totale ordreværdi fra de aftaler, som Scandinavian Medical Solutions har annonceret gennem investornyheder (kun salg på minimum DKK 2 mio.) og selskabsmeddelelser (minimum DKK 8,5 mio.) i regnskabsåret 2023/2024 (perioden 1. oktober 2023 til 30. september 2024) indtil videre (dvs. til og med 25. juni 2024) på mellem DKK 60 mio. og 95 mio. (inkl. en flerårig langtidsudlejning på over DKK 8,5 mio.). På samme tid i det seneste regnskabsår 2022/2023 (til og med 25. juni 2023) havde selskabet annonceret ordrer til markedet til en værdi på mellem DKK 56 mio. og 88 mio.
Gubra-aktien steg kraftigt både torsdag og fredag med henholdsvis ca. 14 og 11%, først efter at en populær tysk finfluencer fremhævede Gubra i et YouTube indslag, og fredag efter at Zealand Pharma-aktien steg knap 20% efter, at selskabet offentliggjorde positive data på dets Amylin analog til vægtreduktion, hvilket afstedkom positiv read-over til Gubra, der også har en Amylin analog til vægtreduktion i pipelinen, GUBamy. Den er dog i tidligere fase end Zealand Pharmas kandidat. Gubra-aktien er steget knap 300% siden årsskiftet og dermed viser HCA’s opdaterede selskabs-guidede One-Pager model, at markedet efterhånden implicit inddiskonterer en stor del af det langsigtede potentiale, der er i Gubras pipeline indenfor vægttabsmedicin. Læs mere om den opdaterede model her: https://www.inderes.dk/research/gubra-one-pager-very-high-investor-confidence-in-gubras-ability-to-bring-obesity-products-to-the-market
BioPorto meddelte i går, at selskabet som følge af den rettede emission af nye stk. 50.000.000 aktier af nominelt DKK 1, der blev foretaget den 18/6, vil optage de nye aktier til handel og notering den 28/6. Ved emissionen foretaget til markedskurs blev BioPortos aktiekapital forøget med 13,2 procent fra nom. DKK 379.670.461 til nom. DKK 429.670.461.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Kasper Lihn - 25/6-2024 kl. 08:57 (opdateret kl. 09:04).