Dagens aktienyheder 28/11: Netcompany og RTX
Netcompany meddeler her til morgen at selskabet har fået et gennembrud på det Baltiske marked, hvor man annoncerer sin første ordre i form af en modernisering af IT-infrastrukturen i det litauiske skattevæsen. Der sættes ikke et konkret beløb på aftalen, men den betegnes som en ”major multi-million euro deal”. Kontrakten understreger Netcompany’s succes med IT-systemer indenfor skatteområdet, og som løftestang til nye markeder, efter at der for nylig også er indgået en aftale baseret på Netcompany’s SOLON TAX med det svenske skattevæsen, Skatteverket.
RTX ventes senere i dag at offentliggøre sit årsregnskab for 2023/24. Efter RTX i slutningen af juni i år måtte nedjustere sin guidance for 2023/24 lyder de aktuelle forventninger på en omsætning i hele 2023/24 på DKK 500-510 mio. (fra tidligere DKK 580-630 mio.). EBITDA ventes at være marginalt positivt med DKK 0-10 mio. (imod tidligere DKK 45-60 mio.), imens der nu ventes et tab på EBIT-niveau i omfanget DKK -40 til -30 mio. (fra tidligere DKK 5-20 mio.). En enkelt analytiker leverer estimater til S&P Capital IQ og venter en omsætning i 2023/24 på DKK 505 mio., imens EBITDA og EBIT ventes at ligge på henholdsvis DKK 5,1 mio. og DKK -34,3 mio. For det kommende regnskabsår 2024/25 venter den samme analytiker en omsætning på DKK 666 mio. med EBITDA og EBIT på henholdsvis DKK 73,1 mio. og DKK 29,4 mio. Husk at vi morgen - fredag d. 29. november kl. 11.30 – har fornøjelsen af at indbyde til en gennemgang af regnskabet. Med fra RTX til at præsentere og svare på spørgsmål har vi afgående CEO Peter Røpke og CFO Mille Tram Lux. Tilmeld dig og stil spørgsmål her: https://www.inderes.dk/videos/rtx-praesentation-af-arsregnskabet-for-202324
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra de nævnte selskaber for en Digital IR abonnementsaftale.
/Kasper kl. 09:01 d. 28/11-2024