Dagens aktienyheder 30/12 2022
Dagens aktienyheder 30/12 2022: Sanistål A/S, Shape Robotics og Ascelia Pharma AB
Sanistål A/S: I går eftermiddags blev det meddelt at svenske Ahlsell, der ultimativt ejes af CVC Capital Partners VII (A) L.P., nu ejer 11.637.444 aktier i Sanistål A/S svarende til 97,60% af de udestående aktier. Det må derfor formodes, at der om kort tid gennemføres en tvangsindløsning af de resterende aktionærer, og aktien afnoteres.
Shape Robotics meddelte i går, at selskabet skifter Certified Advisor til Grant Thornton pr. 1. januar 2023 som en del af forberedelserne til at blive opnoteret på hovedmarkedet i København i 2023 (fra nuværende First North). Samarbejdet mellem Shape Robotics og Grant Thornton er ikke nyt, da Grant Thornton rådgav Shape Robotics i forbindelse med selskabets seneste kapitaludvidelse i november 2022.
Ascelia Pharma AB meddelte i går efter markedets lukning, at 65 patienter nu er blevet rekrutteret til og har gennemført selskabets SPARKLE studie, der er det sidste af tre studier, der samlet udgør fase 3 studiet, der skal danne grundlag for at få selskabets ledende produktkandidat, kontrastmidlet Orviglance, godkendt hos FDA. Ascelia Pharma AB meddelte den 6. december, at man havde rekrutteret 58 patienter, og forventer at have færdig-rekrutteret i alt 80 patienter i løbet af februar/marts 2023 mod tidligere forventet inden udgangen af 2022. For at kunne vise fremdriften i rekrutteringen vil Ascelia Pharma AB løbende annoncere antallet af nye patient-rekrutteringer den sidste fredag i måneden. Med 7 nye patienter siden starten af december synes det realistisk, at Ascelia Pharma AB vil kunne færdiggøre SPARKLE studiet i henhold til den reviderede tidsplan, hvorefter foreløbige resultater fra studiet forventes i midten af 2023.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Jesper Thomsen - 30/12 2022 kl. 09:02.