Dagens aktienyheder 31/7: NTG, TORM, MPC Energy Solutions, BioPorto og Curasight
NTG Transport S.r.l ("NTG"), der er et datterselskab af NTG Nordic Transport Group A/S, har indgået en købsaftale vedrørende de landbaserede møbellogistikaktiviteter hos Schenker Italiana S.p.A. I regnskabsåret, der sluttede den 31. december 2023, rapporterede virksomheden en omsætning på EUR 12,2 mio. og forventes at generere et selvstændig EBIT på ca. EUR 0,5 mio. Aftalen styrker og udvider NTG's satsning som en Paneuropæisk aktør inden for transport af møbler, og følger efter opkøbet tidligere i juli i år af det Asien-baserede Freightzen Logistics Ltd., som fokuserer på Air & Ocean logistikløsninger.
Efter købet af det første af yderligere 8 brugte MR-skibe har TORM øget sin aktiekapital med 335.285 nye aktier på kurs USD 37,58 pr. aktie. Aktieudvidelsen skal bl.a. dække et lån på USD 12,6 mio. i forbindelse med skibskøbet. De nyudstedte aktier vil være underlagt en 40-dages lock-up periode, hvor de kun kan videresælges uden for USA under Regulation S, herunder på Nasdaq København. De nye aktier repræsenterer en stigning på 0,35 % af TORM's samlede aktiekapital. TORM havde omkring 90 skibe før købene og vil, når de sidste skibe er leveret, have en flådestørrelse tættere på 100.
MPC Energy Solutions har her til morgen aflagt regnskab for Q2/H1 2024. Stigninger i energioutput samt omkostningsprogrammer medfører, at selskabet leverer 52% omsætningsvækst samt en fordobling af projekt EBITDA til USD 3,9 mio. og et positivt total EBITDA på USD 1,65 mio. Selskabet fastholder også deres 2024 guidance om USD 12 mio. i omsætning og et projekt EBITDA på USD 8,5 mio. I H1 2024 ender frie likvider på USD 4,2 mio., hvilket er et fald fra USD 14,4 mio. fra årets start. Det skal dog alene ses i lyset af, at der er investeret USD 8,1 mio. i San Patricio-projektet. Vi afholder i dag kl. 11:00 et online live-event med ledelsen i selskabet, som du kan tilmelde dig her: https://www.inderes.dk/videos/mpc-energy-solutions-presentation-of-h1-2024-results
BioPorto deltager i disse dage på den årlige ADLM-konference (Association for Diagnostics & Laboratory Medicine) i Chicago, og i den forbindelse meddelte selskabet i går, at der på konferencen vil blive annonceret igangsættelsen af et studie af hvordan brugen af NGAL-tests i kombination med brug af AI-modeller kan forbedre vurdering af risikoen for akutte nyreskader. Studiet, der løber frem til 2028, er finansieret af National Institute of Health og er begyndt at rekruttere de første af i alt ca. 800 patienter, og skal ledes af den førende forsker af AKI-risici, Jay Koyner fra University of Chicago, der vil tale på konferencen om studiet.
Curasight meddelte i går, at der som led i selskabets incitamentsprogram vil blive foretaget en ny-tildeling af warrants til dele af selskabets ledelse efter at det hidtidige program er bortfaldet som følge af betydelige kursfald på selskabets aktier. Det er selskabets finansdirektør Carsten Deleuran og bestyrelsesmedlem Kirsten Drejer, der i løbet af 2024 og 2025 vil modtage op til i alt henholdsvis stk. 42.460 og stk. 16.672 warrants afhængigt af udviklingen i en række Key Performance Indicators (KPI’s) med en ny udnyttelseskurs på DKK 11,19 i løbet af de efterfølgende 3 år efter tildelingen. Den maksimale tildeling vil svare til en udvanding på under en 0,5 procent.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale - Kasper Lihn - 31/07-2024 kl. 8:56.