Er Mag-7 nu også så dyre som alle snakker om?
Det korte svar: Nej, det er ikke alle, der er det.
Mag-7 har haft en meget blandet start på året med Meta som den eneste der har slået markedet, Amazon er lige i plus, resten med negative afkast. De fleste snakker om en høj værdiansættelse som en af de væsentligste årsager sammen med DeepSeek. Men er de egentligt så højt værdisat, hvis man sammenligner med historien?
At se på værdiansættelse ændrer faktisk ikke meget ved det billede som markedet har fortalt siden DeepSeek nyheden og regnskaberne. De store selskaber er holdt op med at overraske positivt når de aflægger regnskab, så derfor er AI historien vigtig. Her vinder Meta lige nu, og så er den faktisk ikke specielt dyr. Nvidia er ramt af DeepSeek, men er ikke til den dyre side, så risiko er måske også begrænset ved at jagte de kortsigtede resultater. Resten kæmper lidt med at de har svært ved at fortælle AI historien lige nu, og er holdt op med at overraske positivt. Det kan betyde at en værdiansættelse til den høje side bliver et problem.
Men helt overordnet set, er der stort set ingen af disse aktier der er for dyre til at værdiansættelsen stand-alone er vejen for at eje disse aktier på den lange bane, måske lige ud over Tesla, men deres største værdi ligger jo i optionaliteten i Robot-Taxi, så det er jo ikke så mærkeligt. Man skal dog være opmærksom på, at en høj værdiansættelse øger risikoen for udsving på den korte bane og man straffes hårdere ved skuffelser.
Vi har set på de 7 aktier, og hvor de lige nu handler på EV/EBITDA i forhold til deres historiske gennemsnit samt, hvad der har været den laveste/højeste værdiansættelse over de sidste 10 år. Vi har valgt ikke anvende P/E, da EBITDA er et bedre proxy for cash flow. Deres evne til at omdanne indtjening til penge til dig, er jo en af de mange årsager til man netop ejer disse aktier, måske den væsentligste. Så helt kort fortalt, jo længere væk den røde streg er fra højre side af den blå bar er aktien billig sammenlignet med den højeste pris man har været villig til at betale de sidste 10 år. Ligger den røde streg på venstre side af den grønne streg, jo billiger er aktien set i historisk perspektiv i forhold til hvad man gennemsnitligt har været villig til at betale for indtjeningen.
Ikke overraskende er Tesla den aktie der både i forhold til gennemsnit, og hvor højt/lavt aktien har handlet de sidste 10 år ligger i den tunge ende. Indtjening har slet ikke fulgt med aktien de sidste par år. Betyder det så noget? Nok ikke, da man køber aktien for fremtiden indenfor selvkørende biler. Hvis de leverer på den tidslinje, som de har givet markedet på det område, bliver det næppe et problem med værdiansættelsen. Man skal dog vide, at den høje værdiansættelse vil give store udsving og ramme hårdere, når der er nyheder der kunne indikere endnu svagere resultater. Netop det har vi har set de seneste par dage.
En anden aktie der klart ligger til den dyre side er Apple. Markedet køber ind i at en ny Iphone cyklus skal ændre væksten. En historie der dog hele tiden synes at blive udskudt. Den nuværende vækst, kan ikke forklare værdiansættelsen. Så høj kvalitet, men valuation udgør en risiko på aktien.
Meta har længe været en billig aktie. Der er den dog ikke mere, men den er heller ikke voldsomt dyr. Det sammenholdt med, at den lige nu synes at være det selskab af de store der klarest kan fortælle, hvordan de kommer til at tjene på AI, ja så er det ikke svært at se, hvorfor det er at aktien der har klaret sig bedst, og sandsynligvis vil klare sig bedst på den korte bane.
Amazon handler på trods meget stærk performance til den billige side. De har i forhold til tidligere sat fokus på indtjeningen.
Alphabet har man nok hørt handler til den billige side, både i forhold til de øvrige Mag-7 aktier, men faktisk også i forhold til, hvad man tidligere har handlet aktien til. Deres helt store problem er ikke væksten og resultaterne lige nu, men om deres forretning bliver ødelagt af AI agenter der vil overtage måden vi søger på. Det kan man ikke kortsigtet ryste af sig, men hver gang man leverer på resultatsiden, ja så bliver man nok belønnet af aktiemarkedet, da markedet allerede har prissat en form for langsigtet usikkerhed ind.
Microsoft er nok den aktie der på kort sigt har det største problem. Den er ikke specielt billigt målt i forhold til historiske gennemsnit, og den har lige nu sværest ved at forklare markedet, hvordan den kommer til at tjene på AI, og i hvert fald tjene nok til det kan godtgøre de store investeringer.
Og i relation til Nvidia, så er de fleste nok begyndt at forstå, at på trods af flere 100% afkast, ja så er aktien faktisk blevet billigere. Nvidia er måske en af de steder vi skal passe på med at konkludere ud fra historien, da man jo længe har betalt for den massive vækst man var sikker på kom, og nu er den her og så skal man muligvis ikke betale lige så meget for den vækst der kommer.
Disclaimer: Kommentaren er udelukkende til informationsformål og indeholder ikke anbefalinger om at købe, ikke købe, sælge eller ikke at sælge aktier. /Victor Skriver – d. 13.02.2025, kl. 13:08.