Flügger: Vokser marginalt i Q3 2024/25, og fastholder helårsguidance
Flügger har her til formiddag offentliggjort sin kvartalsmeddelelse for 3. kvartal 2024/25. Opdateringen dækker perioden 1. maj 2024 til 31. januar 2025, og indeholder alene omsætningstal og en kort opdatering, og er altså ikke et fuldt regnskab.
I Q3 2024/25, der historisk er årets mindste kvartal, omsatte Flügger for DKK 447 mio., hvilket er en lille fremgang på 1% i forhold til samme kvartal året før hvor omsætningen lå på DKK 441 mio. Det dækker lidt fremgang i Polen og Sverige, men de øvrige markeder er næsten uændret.
Samlet lander omsætningen for regnskabsårets 3 første kvartaler på DKK 1.690 mio. i mod DKK 1.641 mio. i samme periode året før, hvilket svarer til en omsætningsvækst på 3%, hvor 2%-point er organisk vækst. Væksten er specielt drevet af en god udvikling på det polske marked, der nu er marginalt større end det svenske marked målt på omsætning, og kun overgået af det danske marked.
Flügger fastholder den tidligere udmeldte guidance for 2024/25 om en omsætning i niveauet DKK 2.200-2.400 mio. og EBIT på DKK 85-95 mio., svarende til margin på ca. 3,9% på midtpunktet af guidance.
Husk at vi i næste uge – tirsdag d. 25. marts kl. 13.00 - har fornøjelsen at invitere til en gennemgang af opdateringen med CEO Sune Schnack og CFO Lucas Eichild. Her vil der også være mulighed for at stille spørgsmål til ledelsen. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/flugger-praesentation-af-kvartalsopdatering-for-3-kvartal-202425
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Flügger for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 12.20 d. 20/03-2025.
Flügger Group
Flügger udvikler, producerer, markedsfører og sælger indendørs og udendørs maling, træbejseprodukter, spartelmasse og værktøj, der sælges til professionelle malere, private kunder og byggemarkeder. Flügger er grundlagt i Danmark, og er noteret på Nasdaq OMX Københavns Fondsbørs. Flügger har en stærk markedsposition på de nordiske markeder, hvor virksomheden er markedsleder i Danmark og med førende positioner i de øvrige nordiske lande. De fysiske Flügger Farver butikker er velkendte i hele Norden, og er virksomhedens primære salgskanal. Flügger har også salg af private label produkter via byggefirmaer, ligesom selskabet arbejder på forskellige e-handelsmuligheder. Flüggers position i Norden er relativt stabil, mens virksomheden er vokset via eksportmarkeder og egen tilstedeværelse i Østeuropa, bl.a. med en lang historie i Polen og via opkøbene af Unicell og Eskaro.
Read more on company page