Føroya Banki (BankNordik): Øgede nedskrivninger trækker bundlinjen ned i Q1 2024
Føroya Banki (det tidligere BankNordik) har været regnskabsaktuelle her fra morgenstunden med tal for 1. kvartal 2024, der kommer ud lidt under sidste års niveau trods øgede nettorenteindtægter, men samlet trækkes bundlinjen ned af øgede nedskrivninger.
Således lander Føroya Banki et resultat efter skat i Q1 2024 på DKK 55 mio. imod DKK 61 mio. i Q1 2023 og DKK 89 mio. i det foregående kvartal Q4 2023. Konsensus for Q1 2024 lå ifølge Capital IQ blandt en enkelt analytiker på DKK 70 mio.
Specielt nedskrivninger rammer som nævnt kvartalet negativt med DKK 22,7 mio. imod en tilbageførsel på DKK 8,4 mio. i samme kvartal året før imens nedskrivningerne i Q4 2023 lå på marginalt DKK 5,1 mio. Af regnskabet fremgår det at de øgede nedskrivninger kan henføres til nogle få erhvervskunder i Grønland.
Føroya Banki fastholder sin guidance for hele 2024 om resultat efter skat på DKK 225-255 mio. Det svarer til en nedgang på 15-25% sammenholdt med det realiserede resultat i 2023, men stadig på et historisk højt niveau. Konsensus lyder her på DKK 260 mio.
Husk at du allerede i dag kl. 12.00 har mulighed for at få en gennemgang af kvartalsregnskabet og den seneste udvikling. Med fra Føroya Banki har vi administrerende bankdirektør Turið F. Arge, der naturligvis også vil svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/banknordik-foroya-banki-praesentation-af-q1-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Føroya Banki (BankNordik) for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.25 d. 02/05-2024.
BankNordik
BankNordik P/F er en færøsk bank noteret på Nasdaq OMX Copenhagen, og med base i Thorshavn. Banken tilbyder finansielle tjenesteydelser til private, erhvervs- og erhvervskunder. På Færøerne og Grønland består udbuddet af bank- og pensionsydelser, mens forsikringsydelser også er en del af udbuddet på Færøerne. Bankaktiviteterne er organiseret under navnet BankNordik, mens forsikrings- og ejendomsmæglervirksomhed markedsføres under henholdsvis Trygd og Skyn varemærkerne. BankNordik kan dateres tilbage til 1906, hvor banken blev grundlagt under navnet Føroya Banki, der dengang var et datterselskab af Landmandsbanken (i dag Danske Bank). I 1994 fusionerede Føroya Banki med Sjóvinnubankin, og i 2006 valgte det færøske parlament at privatisere banken med en efterfølgende notering på den danske og islandske børs i 2007. Efter at have erhvervet 12 filialer fra Sparbank i 2010 skiftede banken navn til BankNordik, og i 2011 overtog man de sunde dele af Amagerbanken. I 2021 frasolgtes de danske bankaktiviteter og BankNordik fokuserer nu udelukkende på Færøerne og Grønland.
Read more on company page