GrønlandsBANKEN: Igen et stærkt kvartal med regnskabet for Q2 2024
GrønlandsBANKEN har her til eftermiddag offentliggjort regnskab for 2. kvartal 2024, der igen er blandt de bedste regnskaber i bankens historie om end ikke med helt samme vækst som i de foregående 2-3 kvartaler. Banken fastholder de nye forventninger til 2024 efter opjusteringen for en måned siden.
GrønlandsBANKEN realiserer et resultat før skat i 2. kvartal 2024 på DKK 58,4 mio. imod DKK 53,5 mio. i samme kvartal sidste år. Fremgangen er igen primært drevet af nettorenteindtægterne imens gebyrindtægter ligger fladt, og kursreguleringer er marginalt i minus på kvartalet.
Sammenholdt med det foregående 1. kvartal 2024, hvor resultat før skat lå på DKK 61,8 mio. er der altså tale om et lille fald i det forgangne kvartal, hvilket primært kan henføres til kursreguleringerne.
GrønlandsBANKEN opjusterede for ca. en måned siden sin guidance for 2024, og venter nu et resultat før skat på DKK 200-240 mio. fra DKK 180-230 mio. Disse forventninger fastholdes som ventet i dagens regnskab. I 2023 realiserede GrønlandsBANKEN til sammenligning et resultat før skat på DKK 244,6 mio., og venter altså fortsat et lidt lavere resultat i 2024.
Husk at vi senere på ugen - fredag d. 23. august kl. 14.00 – har fornøjelsen at indbyde til en præsentation af regnskabet. Med fra GrønlandsBANKEN har vi bankdirektør Martin Kviesgaard, der også vil svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/gronlandsbanken-praesentation-af-q2-regnskabet-2024
Du finder hele regnskabet her: https://view.news.eu.nasdaq.com/view?id=b7f22d43223f4fcc213122d16a58b6ef5&lang=da&src=listed
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra GrønlandsBANKEN for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 15.42 d. 21/08-2024.
Grønlandsbanken
GrønlandsBANKEN, også kendt som "Bank of Greenland", er en grønlandsk bank med hovedsæde i Nuuk, Grønland. Banken blev grundlagt i 1967 og fungerer i dag som en fuldt udbygget bank med forskellige finansielle tjenester for private og erhvervsvirksomheder, herunder indlån, lån, investeringer og betalingstjenester. GrønlandsBANKEN er den største af de to banker i Grønland med en anslået markedsandel på 80%, og har filialer i de største byer i Grønland. Banken er noteret på Nasdaq Copenhagen.
Read more on company page