Netcompany: Årsregnskab for 2023
Netcompany har her til morgen offentliggjort sit årsregnskab for 2023, hvor selskabet slutter året af med en pæn omsætningsvækst der slår forventningerne, men hvor indtjeningen fortsat er udfordret sammenholdt med markedets forventninger og niveauet sidste år. Guidance for 2024 ligger indenfor rammerne af markedets forventninger. Netcompany iværksætter desuden et mindre aktietilbagekøb på DKK 150 mio.
Selve regnskabet for 4. kvartal 2023 viser at Netcompany slutter årets sidste kvartal af med en omsætningsvækst på 4,2% y/y til en omsætning på DKK 1.582,6 mio. imens konsensus indsamlet af Netcompany blandt 13 analytikere lå på 1,5% y/y. Adjusted EBITDA i 4. kvartal 2023 realiseres på DKK 244,1 mio., svarende til en margin på 15,4% imod 23,0% i samme kvartal sidste år. Her lå konsensus på henholdsvis DKK 268 mio. og 17,4%.
For hele 2023 lyder omsætningen på DKK 6.078,4 mio., hvilket er en vækst på 9,6% y/y på året. Konsensus ventede her 9,0%. Adjusted EBITDA lande i 2023 på DKK 901,2 mio. imod DKK 1.106,2 mio. i 2022. Det svarer til en margin på 14,8% i 2023 imod 20,0% året før. Konsensus lå her på 15,4%.
For 2024 guider Netcompany for en omsætningsvækst på 7-10% imens adjusted EBITDA-margin ventes at lande i intervallet 15-18%. Her lå konsensusforventningerne på 9,8% omsætningsvækst, og en adjusted EBITDA-margin på 16,6%, så indenfor rammerne af selskabets guidance.
Netcompany iværksætter sammen med offentliggørelse af årsregnskabet et mindre aktietilbagekøb på DKK 150 mio. svarende til ca. 1,3% af den aktuelle markedsværdi. Tilbagekøbet løber frem til senest d. 1. maj 2024.
Husk at vi i næste uge – mandag d. 29. januar kl. 10.00 - har fornøjelsen at indbyde til en præsentation af regnskabet med CFO Thomas Johansen, som også vil svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/netcompany-praesentation-af-arsrapporten-2023
Læs hele 2023-regnskabet fra Netcompany her: https://netcompany.com/investor/
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Netcompany for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 8.20 d. 25/01-2024.
Netcompany Group
Netcompany Group er en IT-virksomhed. Virksomheden har specialiseret sig i konsulentydelser og udvikling af forretningskritiske IT-løsninger, som omfatter udvikling af interne systemer, håndtering af big data, mobile apps, analysetjenester og E-handelsløsninger. Kunderne findes i flere sektorer, herunder finans, industri samt myndigheder og institutter. Netcompany blev grundlagt i 2000 og har hovedkontor i København.
Read more on company page