Roblon: Offentliggør endeligt regnskab for 2023/24 - afventer fortsat salgsproces af amerikansk datterselskab
Roblon har i dag offentliggjort sit endelige årsregnskab for 2023/24 efter at selskabet i midten af november udsendte foreløbige tal for 2023/24, og forventninger til det nye regnskabsår 2024/25. Samtidig ventes frasalget af de amerikanske FOC-aktiviteter fortsat at være afsluttet inden udgangen af marts 2025.
For 2023/24 (der dækker perioden 1/11-2023 til 31/10-2024) lander omsætningen således på DKK 347,6 mio. fordelt imellem DKK 245,4 mio. på de fortsættende aktiviteter og DKK 102,2 mio. på de ophørende aktiviteter. EBITDA og EBIT rapporteres alene på de fortsættende aktiviteter, og lyder på henholdsvis DKK 44,9 mio. og DKK 29,3 mio. Samlet resultat for året lander på DKK -9,6 mio. fordelt med +21,0 mio. (fortsættende) og DKK -30,6 mio. (ophørende).
Ordreindgangen i 2023/24 lander på DKK 236,9 mio. imod DKK 202,7 mio. i 2022/23. Ved udgangen af 2023/24 er ordrebeholdningen på DKK 53,8 mio. imod DKK 61,1 mio. for et år siden.
For det nye regnskabsår 2024/25 melder Roblon om en omsætning fra de fortsættende aktiviteter på DKK 210-240 mio. sammenholdt med DKK 245,4 mio. for 2023/24. EBITDA guides til DKK 30-40 mio. (imod DKK 44,9 mio. i 2023/24) og EBIT til DKK 16-26 mio. (imod DKK 29,3 mio. i 2023/24). Samtidig ventes der særlige poster i forbindelse med frasalg af det amerikanske datterselskab på DKK 2,5-4,0 mio.
Husk at vi i starten af det nye år - onsdag d. 8. januar 2025 kl. 10:00 – har fornøjelsen at invitere til en gennemgang af regnskabet. Med fra Roblon til at præsentere og svare på spørgsmål har vi Carsten Michno der bestrider rollen som både CFO og Co-CEO. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/roblon-praesentation-af-arsregnskabet-for-202324
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Roblon for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 13.30 19/12-2024.
Roblon
Roblon udvikler og producerer fibre der fremstilles af bl.a. glasfiber, aramid mv., og som anvendes til at forstærke og beskytte vitale kabler i forskellige industrier. Selskabet blev grundlagt i 1957 og er noteret på Nasdaq OMX Copenhagen. Virksomheden er opdelt i to hovedforretningsområder – Fiber Optic Cables (FOC) og Composite. FOC-segmentet er typisk underleverandør til store kabelproducenter, hvor slutkunderne typisk er globale internet- og teleudbydere. Composite-segmentet er underleverandør til producenter af ledninger og kabler, som igen leverer til globale olie- og gasselskaber, samt selskaber der er aktive inden for vindenergi. Roblon har hovedkontor i Frederikshavn (Danmark) og produktionsfaciliteter i Gærum (Danmark), Hickory, North Carolina (USA) og det nyligt erhvervede Vamafil i Tjekkiet. Roblon er således aktiv med udvikling, produktion og salg i både Europa og USA.
Read more on company page