Roblon: Offentliggør foreløbige tal for 2023/24, samt forventninger til 2024/25, og opdaterer på salg af amerikansk datterselskab
Roblon gav i går aftes en status på selskabets frasalg af de amerikanske aktiviteter, samtidig med at der meldes ud om selskabets foreløbige ureviderede resultat for 2023/24, og forventningerne til 2024/25.
I forhold til det amerikanske datterselskab melder Roblon at man har modtaget et antal henvendelser fra potentielle købere fra både USA og andre lande. Derfor ventes frasalget også at være afsluttet inden udgangen af marts 2025. Samtidig har præsidentvalget i USA og udsigten til en mulig importtold øget interessen fra fjernøstlige producenter for at etablere produktion i USA.
For 2023/24 (der dækker perioden 1/11-2023 til 31/10-2024) viser de foreløbige tal en omsætning på DKK 346 mio. fordelt imellem DKK 245 mio. på de fortsættende aktiviteter og DKK 101 mio. på de ophørende aktiviteter. Selskabets senest udmeldte forventninger lød på en samlet omsætning på DKK 370 mio. EBITDA lyder på DKK 29 mio. fordelt med DKK 45 mio. (fortsættende) og DKK -16 mio. (ophørende) og seneste guidance på DKK 25 mio. EBIT lander på DKK 3 mio. fordelt med DKK 29 mio. (fortsættende) og DKK -26 mio. (ophørende), samt guidance på DKK 0 mio.
For det nye regnskabsår 2024/25 melder Roblon om en omsætning fra de fortsættende aktiviteter på DKK 210-240 mio. sammenholdt med DKK 245 mio. som den foreløbige opgørelse viser for 2023/24. EBITDA guides til DKK 30-40 mio. (imod DKK 45 mio. i 2023/24) og EBIT til DKK 16-26 mio. (imod DKK 29 mio. i 2023/24). Samtidig ventes der særlige poster i forbindelse med frasalg af det amerikanske datterselskab på DKK 2,5-4,0 mio.
Roblon ventes at offentliggøre sit endelige regnskab – torsdag d. 19. december 2024.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Roblon for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.30 d. 19/11-2024.
Roblon
Roblon udvikler og producerer fibre der fremstilles af bl.a. glasfiber, aramid mv., og som anvendes til at forstærke og beskytte vitale kabler i forskellige industrier. Selskabet blev grundlagt i 1957 og er noteret på Nasdaq OMX Copenhagen. Virksomheden er opdelt i to hovedforretningsområder – Fiber Optic Cables (FOC) og Composite. FOC-segmentet er typisk underleverandør til store kabelproducenter, hvor slutkunderne typisk er globale internet- og teleudbydere. Composite-segmentet er underleverandør til producenter af ledninger og kabler, som igen leverer til globale olie- og gasselskaber, samt selskaber der er aktive inden for vindenergi. Roblon har hovedkontor i Frederikshavn (Danmark) og produktionsfaciliteter i Gærum (Danmark), Hickory, North Carolina (USA) og det nyligt erhvervede Vamafil i Tjekkiet. Roblon er således aktiv med udvikling, produktion og salg i både Europa og USA.
Read more on company page