Scandinavian Medical Solutions: Ordremomentum fortsætter efter annoncering af nyt større salg
Scandinavian Medical Solutions har her til eftermiddag annonceret endnu en større ordre efter, at selskabet også annoncerede en større ordre i går. I dagens investornyhed har selskabet annonceret salget af en MRI-scanner til en europæisk kunde. Scanneren er overleveret til køberen i uge 35.
Med dagens ordre er den totale værdi fra de aftaler, som Scandinavian Medical Solutions har annonceret gennem investornyheder (kun salg på minimum DKK 2 mio.) og selskabsmeddelelser (minimum DKK 8,5 mio.) i regnskabsåret 2023/2024 (perioden 1. oktober 2023 til 30. september 2024) indtil videre (dvs. til og med 29. august 2024) på mellem DKK 77,5 mio. og 124,5 mio. (inkl. en flerårig langtidsudlejning på over DKK 8,5 mio.). På samme tid i det seneste regnskabsår 2022/2023 (til og med 29. august 2023) havde selskabet annonceret ordrer og aftaler til markedet til en værdi på mellem DKK 65,5 mio. og 103,5 mio.
Scandinavian Medical Solutions har ca. en måned tilbage af regnskabsåret 2023/24, der løber frem til slutningen af september 2024. I hele sidste års regnskabsperiode 2022/23 annoncerede selskabet større ordrer til markedet for i alt DKK 67,5-107 mio. ud fra de angivne intervaller i meddelelserne. Med DKK 77,5-124,5 mio. indtil videre i indeværende regnskabsår ligger Scandinavian Medical Solutions på mellem ca. 15-16% vækst målt på intervallerne angivet i meddelelserne. Vi kender dog ikke omfanget af de ikke-annoncerede ordrer.
Aftalen ændrer ikke på selskabets guidance for omsætning og EBITDA i regnskabsåret 2023/2024. I regnskabsåret 2023/2024 forventer Scandinavian Medical Solutions en omsætning på mellem DKK 210-230 mio. (ca. 10-20% vækst) og EBITDA på mellem DKK 20-23 mio. (DKK 21,1 mio. i 2022/2023).
HC Andersen Capital modtager betaling fra Scandinavian Medical Solutions for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Kasper Lihn kl. 15:15, d. 29-08-2024.
Scandinavian Medical Solutions
Scandinavian Medical Solutions er en dansk handelsvirksomhed specialiseret i køb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr såsom CT-scannere og MR-scannere af høj kvalitet. Scandinavian Medical Solutions tilbyder fleksible løsninger til kunder med specifikke krav, hvilket ofte er et bedre og billigere alternativ til nyt og dyrere produceret OEM-udstyr. Scandinavian Medical Solutions blev grundlagt i 2018, og virksomheden har været børsnoteret på Nasdaq First North i Danmark siden november 2021.
Read more on company page