Shape Robotics: Åbner det polske marked med en ny distributionsaftale
Shape Robotics melder her til morgen, at selskabet har indgået en distributionsaftale med Aktin i Polen, der åbner op for et nyt stort marked som følge af den EU-finansierede Recovery and Resilience Plan, hvor knap DKK 1 mia. er øremærket til STEAM-udstyr og kunstig intelligens-laboratorier i Polen.
Den første levering i aftalen omfatter selskabets egne Fable robotter til en værdi på omkring DKK 1 million (EUR 140.000). Da det er salg af Fable robotter, er det væsentligt, at indtjeningsmarginen alt andet lige vil være højere på dette salg sammenlignet med andet EdTech udstyr, som Shape Robotics også er distributør på i Rumænien. I første omgang omfatter partnerskabet med Aktin minimum 100 skoler i 2023, hvilket svarer til en samlet faktureringsværdi på ca. DKK 3,5 mio.
Det fremgår også i meddelelsen, at Shape Robotics og Aktin har en ambition om at nå 300-500 skoler i Polen om året. Samlet set giver det et omsætningspotentiale i intervallet DKK 12-25 mio. om året på det polske marked.
Aktin er én af Polens største distributører indenfor uddannelsesteknologi og er derfor en ny væsentlig partner i Shape Robotics’ netværk af EdTech-partnere samt distributører i Central- og Østeuropa.
Shape Robotics fastholder den finansielle guidance for 2023. Se eller gense det seneste event med Shape Robotics’ CEO André Fehrn fra d. 19. januar, der fortæller mere om selskabets guidance for 2023 og bl.a. ser ind i den forventede omsætningsfordeling baseret på både den geografiske fordeling samt på tværs af produkter: https://www.inderes.dk/videos/shape-robotics-forventninger-til-2023-og-qanda
HC Andersen Capital modtager betaling fra Shape Robotics for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Kasper Lihn kl. 08:08 d. 02-02-2023.
Shape Robotics
Shape Robotics er aktiv i IT -sektoren. Virksomheden har udviklet en modulær robotplatform, der bruges til uddannelsesmæssige formål inden for programmering og innovation. Produkterne sælges under deres eget mærke, hovedsageligt færdige, men brugeren kan også bygge deres robotter baseret på deres egne behov. Derudover tilbydes forskellige accessoriske tjenester og produkter. De største aktiviteter findes på det nordiske marked, og kundegruppen består af skoler og universiteter.
Read more on company page