SKAKO: Vokser igen på toplinjen og fastholder guidance for 2024
SKAKO, der i dag består af de fortsættende aktiviteter fra SKAKO Vibration, har her til eftermiddag offentliggjort regnskab for 2. kvartal 2024, der viser en fin toplinjevækst i kvartalet efter nedgang i det foregående kvartal. Indtjeningen er marginalt ned. Forventningerne til 2024 fastholdes.
SKAKO realiserer således en omsætning i Q2 2024 på DKK 64,3 mio., svarende til en omsætningsvækst på 4,3% sammenholdt med samme kvartal for et år siden. I det foregående Q1 2024 faldt omsætningen med 4,5%. Indtjeningen målt på EBIT (før ekstraordinære poster) falder med 6,7% til DKK 5,6 mio., hvilket svarer til en margin på 8,7% imod 9,7% i samme kvartal i 2023.
Ordreindgangen falder marginalt i kvartalet med ca. 4% til DKK 58,0 mio., imens ordrebeholdningen falder tilbage til DKK 60,2 mio. fra DKK 77,0 mio. Til gengæld annoncerede SKAKO i starten af august at selskabet har vundet den største ordre i selskabets historie til en værdi af mere end DKK 150 mio. Ordren lyder på fire linjer med rensningsudstyr til to fosfatminer i Marokko til leverance over 2 år med begrænset påvirkning af tallene i 2024.
Husk at vi senere i denne uge – fredag d. 23. august kl. 11.00 - afholder event med SKAKO, hvor ledelsen vil præsentere regnskabet og svare på spørgsmål. Eventet foregår på engelsk – tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/skako-presentation-of-h1-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra SKAKO for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 14.55 d. 21/08-2024.
SKAKO
SKAKO er aktiv i industrisektoren. Virksomhedens forretningsfokus er at tilbyde maskiner og vibrationsudstyr til den tungere industrisektor. Eksempler på produkter og tjenester, som virksomheden leverer, omfatter vibrationsmaskiner til fodring og betonløsninger. I dag udføres operationer på globalt plan. Virksomheden blev grundlagt i 1963 og har sit hovedkontor med beliggenhed i Fåborg.
Read more on company page