Skjern Bank: Nyt rekordår med regnskabet for 2024
Skjern Bank udsendte tidligere på dagen sit årsregnskab for 2024, og med 2 opjusteringer samt en præcisering af forventningerne i løbet af året kommer Skjern Bank ikke overraskende stærkt ud af 2024. Faktisk er resultatet bedre end det foregående rekordår 2023.
Således realiserer Skjern Bank et resultat før skat i 2024 på DKK 364,6 mio., hvilket svarer til en vækst på ca. 6% sammenholdt med resultatet i 2023 på DKK 344,1 mio. Seneste guidance fra Skjern Bank for 2024 lød på et resultat før skat i intervallet DKK 350–360 mio.
Fremgangen kan henføres til både øgede nettorenteindtægter og nettogebyrindtægter imens kursreguleringer falder lidt tilbage.
For 2024 foreslås der et udbytte på DKK 3,5 pr. aktie sammenholdt med DKK 5 pr. aktie i 2023, men samtidig iværksættes der et aktietilbagekøbsprogram der også svarer til DKK 3,5 pr. aktie. Samlet er det således planen at returnere DKK 67,5 mio. til aktionærerne, svarende til tæt på 25% af årets overskud og en yield på ca. 3,6% ved det aktuelle kursniveau.
Skjern Bank var i midten af december 2024 også ude med sine forventninger til 2025, hvor der ventes et resultat før skat i intervallet DKK 280-310 mio. Det svarer til en forventet nedgang i resultat før skat i 2025 på 15-23% sammenholdt med det realiserede resultat før skat i 2024.
Læs hele regnskabet fra Skjern Bank her: https://www.skjernbank.dk/banken/investor/regnskab
Husk at vi allerede i morgen – fredag d. 7. februar kl. 9.30 har fornøjelsen at indbyde til en gennemgang af regnskabet. Her vil administrerende bankdirektør Per Munck, tage os igennem tallene og svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/skjern-bank-praesentation-af-arsregnskabet-for-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Skjern Bank for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 22.55 d. 06/02-2025.
Skjern Bank
Skjern Bank er en dansk regionalbank med en historie der går tilbage til 1906. Banken tilbyder forskellige finansielle ydelser til privatkunder, erhvervs- og institutionskunder samt offentlige virksomheder i Danmark. Banken har hovedkontor i Skjern i det vestlige Jylland, hvor den driver 6 afdelinger i Skjern og omegn. Banken har endvidere 4 filialer i hovedstadsområdet, der har været et vækstområde for banken i en årrække. Skjern Banks fokus er at levere et komplet udvalg af banktjenester og relaterede finansielle tjenester, herunder betalingskort, pensionsopsparing, realkreditlån, forsikring mv. Skjern Bank er noteret på OMX Nasdaq Copenhagen, og er en del af OMX Copenhagen Small Cap Index.
Read more on company page