Sparekassen Sjælland-Fyn: Stærk start på 2024
Sparekassen Sjælland-Fyn har her til formiddag offentliggjort regnskab for 1. kvartal 2024, der viser en stærk start på året sammenholdt med resultaterne for et år siden, imens helårsforventningerne fastholdes uændret.
Således realiserer sparekassen et resultat før skat i årets første 3 måneder af 2024 på DKK 176,0 mio. imod DKK 130,9 mio. året før, hvilket svarer til en vækst på 34%. Fremgangen er bl.a. drevet af en vækst i nettorenteindtægterne på over 25%, ligesom kursreguleringer positivt vægter positivt, imens nedskrivinnger på udlån trækker ned med tæt på DKK 10 mio.
Basisindtjeningen går også markant frem i kvartalet med 21,1% til DKK 186,8 mio., hvilket illustrerer den stærke start på året sammenholdt med helårsguidance, jf. nedenfor.
Sparekassen Sjælland-Fyn fastholder i regnskabet sine forventninger til hele 2024 om en positiv udvikling i basisindtjeningen på 10-15%, som følge af bl.a. stigende nettorenteindtægter og de i november 2023 gennemførte omkostningsreduktioner. Der budgetteres fortsat med et stigende nedskrivningsniveau og faldende kursreguleringer. Derfor er forventningerne til resultat før skat i 2024 også uændrede i intervallet DKK 650-750 mio. Konsensus ligger her ifølge Capital IQ blandt en enkelt analytiker på DKK 752 mio.
Hvis du vil høre mere om hvordan de første måneder af 2024 er forløbet i Sparekassen Sjælland-Fyn, og hvad vi kan forvente os af resten af 2024 kan du tilmelde dig vores event – mandag d. 6. maj kl. 13.00. Her vil sparekassedirektør Lars Bolding tage os igennem kvartalsregnskabet, og svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/sparekassen-sjaelland-fyn-praesentation-af-q1-regnskab-2024
Læs hele regnskabet fra Sparekassen Sjælland-Fyn her: https://www.spks.dk/om/fakta/nyheder/regnskab-q1-2024
Disclaimer: HCA - HC Andersen Capital modtager betaling fra Sparekassen Sjælland-Fyn for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 10.35 d. 2/5-2024.
Sparekassen Sjælland-Fyn
Sparekassen Sjælland-Fyn er en mellemstor dansk sparekasse med en historie, der kan dateres næsten 200 år tilbage. Sparekassen tilbyder forskellige finansielle ydelser til privat- og erhvervskunder, offentlige institutioner, kulturinstitutioner og fritidsforeninger i bankens markedsområde, som dækker Sjælland og Fyn. Sparekassen har hovedkontor i Holbæk, i den vestlige del af Sjælland, og driver 35 filialer lokalt på Sjælland og Fyn. Samtidig opererer sparekassen med 8 områdecentre, 2 erhvervscentre og 5 erhvervsafdelinger. Sparekassen Sjælland-Fyn tilbyder og rådgiver omkring et bredt udvalg af finansielle ydelser såsom ind- og udlånsforretning, opsparing, bolig, pension, private banking, forsikringer og formueforvaltning. Sparekassen Sjælland-Fyn er noteret på Nasdaq OMX Copenhagen og er en del af OMX Copenhagen Mid Cap Index.
Read more on company page