Vestjysk Bank: Leverer nogen fremgang på halvåret, og fastholder guidance for 2024
Vestjysk Bank har her til eftermiddag offentliggjort regnskab for 1. halvår 2024, og dermed også for 2. kvartal 2024. Regnskabet viser en marginalt stigende tendens på de fleste poster sammenholdt med samme halvår sidste år, imens der er lidt nedgang at spore på de ikke-driftsmæssige poster i det seneste kvartal.
Således leverer Vestjysk Bank basisindtægter på halvåret på DKK 1.050 mio. imod DKK 1.022 mio. i samme periode 2023. Fremgangen er primært drevet af øgede nettorenteindtægter og udbytter, imens nettogebyrindtægter og kursreguleringer falder en smule tilbage, men sidstnævne er fortsat er positive.
Driftsudgifterne holder sig næsten i ro med DKK 515 mio. imod DKK 509 mio. året før, og basisresultatet stiger til DKK 535 mio. imod DKK 513 mio. i halvåret sidste år. Nedskrivninger er fortsat positive – altså er der tale om tilbageførsler. Resultat før skat realiseres følgelig på DKK 598 mio. i halvåret imod DKK 579 mio. året før.
På kvartalet er basisindtægterne uændret på DKK 525 mio. sammenholdt med det foregående 1. kvartal 2024. Med lidt højere omkostninger i det seneste kvartal, og betydeligt lavere tilbageførsler lander resultat før skat i 2. kvartal 2024 på DKK 270 mio. imod DKK 328 mio. i 1. kvartal 2024 og DKK 338 mio. i 2. kvartal 2023.
Vestjysk Bank har modsat en række af sammenlignelige børsnoterede pengeinstitutter ikke opjusteret sine forventninger til 2024, og fastholder i dagens regnskab de tidligere udmeldinger om et resultat før skat i 2024 på DKK 1.000-1.200 mio. Det svarer til en forventet nedgang i 2024 på omkring 13-27% sammenholdt med det realiserede resultat i 2023 på DKK 1.378 mio. Med dagens meddelelse fremgår det at Vestjysk Bank efter 1. halvår 2024 har realiseret 50-60% af sin guidance på resultat før skat for 2024.
Husk at vi senere på ugen har fornøjelsen at invitere til vores første event med Vestjysk Bank’s nye administrerende bankdirektør Peter Hupfeld, der vil præsentere regnskabet og svare på spørgsmål fra publikum. Det foregår torsdag d. 22. august kl. 10.00. Tilmeld dig her: https://www.inderes.dk/videos/vestjysk-bank-praesentation-af-regnskabet-for-1-halvar-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Vestjysk Bank for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 15.05 d. 20/08-2024.
Vestjysk Bank
Vestjysk Bank er blandt de 10 største banker i Danmark. Banken har hovedsæde i Herning, beskæftiger 630 medarbejdere og kan dateres tilbage til 1874 under navnet Lemvig Bank. I dag er Vestjysk Bank summen af en række fusioner – senest i 2021 med Den Jyske Sparekasse. Vestjysk Bank har 25 filialer i Øst-, Midt- og Vestjylland og tilbyder en bred vifte af finansielle ydelser, herunder opsparing, finansiering og kapitalforvaltning, samt pension til både privat- og erhvervskunder. Vestjysk Bank har ca. 51.000 navnenoterede aktionærer med Arbejdernes Landsbank som den største med en ejerandel på 72,7% af de udestående aktier.
Read more on company page