1. kvartalsrapport 2024 for Djurslands Bank
Fondsbørsmeddelelse 8/2024
Meget tilfredsstillende 1. kvartal
Året 2024 er startet bedre end forventet. Det første kvartal 2024 viser et resultat før skat på 86,0 mio. kr., hvilket er det bedste 1. kvartalsresultat i bankens historie og en stigning på 22% i forhold til 1. kvartal 2023. Stigningen skyldes primært positiv udvikling i nettorenterne.
Basisresultatet inkl. kursregulering på sektoraktier er steget med 10,4 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år og 1,6 mio. kr. i forhold til sidste kvartal.
Resultatet før skat for 1. kvartal 2024 forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 21,5% p.a., hvilket vurderes meget tilfredsstillende af bankens bestyrelse.
- Positive kursreguleringer på 13,9 mio. kr. I samme periode 2023 var kursreguleringerne på -1,4 mio. kr. Stigningen skyldes primært at udbytte udbetalingerne fra sektoraktier i 2023 var på 14,6 mio. kr., mens de i ultimo marts 2024 udgør 0,7 mio. kr. Det store fald skyldes en kvartalsvis forskydning i udbetalingstidspunktet.
- Nedskrivninger på udlån udgør en indtægt på 4,2 mio. kr., mens der var tale om en udgift på 2,1 mio. kr. for samme periode i 2023. Bankens ledelsesmæssige skøn på 75 mio. kr. er fastholdt pr. 31. marts 2024.
- Bankens forretningsomfang (udlån, indlån inkl. puljeordninger og garantier) pr. 31. marts 2024 udgør 18,1 mia. kr., hvilket er en stigning på 1,5 mia. kr. i forhold til samme tidspunkt sidste år og et fald på 0,1 mia. kr. det seneste kvartal. Faldet skyldes nedgang i garantierne, som følge af ændringer i kravene til bankens garantistillelse ved formidling af realkreditlån kombineret med lavere aktivitet på boligområdet, mens både udlån og indlån fortsat vokser.
- Vækst i udlån på 562 mio. kr. svarende til 12,9% sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Det seneste kvartal er udlånet steget med 2,9%.
- Vækst i Indlån ekskl. puljer på 717 mio. kr. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Det seneste kvartal er indlånet steget med 0,5%.
- Kapitalprocent på 24,6% og kernekapitalprocent på 22,2% samt et solvensbehov på 9,6 %. Det samlede kapitalkrav (NEP-kravet, kapitalbevaringsbuffer og konjunkturbuffer) er opgjort til 19,0%, mens NEP-kapitalprocenten er opgjort til 25,9% svarende til en overdækning på 6,9 procentpoint.
Forventning til 2024:
Banken fastholder de i fondsbørsmeddelelse 1/2024 af 10. januar 2024 udmeldte forventninger om et resultat før skat i intervallet 200-250 mio. kr.
For uddybende kommentarer henvises til bankens 1. kvartalsrapport for 2024.
Eventuelle spørgsmål kan rettes adm. direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard på telefon 8630 3148.
Venlig hilsen
Djurslands Bank
Sigurd Bohlbro Simmelsgaard
Adm. direktør, CEO
Vedhæftet fil