2024/49 - Delårsrapport 1. halvår 2024/25
Et halvår med fokus på kernekunder og international vækst
Resultatet for første halvår 2024/25 for Flügger group A/S er som forventet. Flügger formår at fastholde sin position i Norden, mens væksten hentes internationalt og primært via Polen.
- Omsætningen steg med 4% til 1.243 mio. DKK sammenlignet med 1.200 mio. DKK første halvår 2023/24. De internationale markeder voksede 19% i perioden.
- Driftsresultatet (EBIT) er vokset med 33% og ligger på 140 mio. DKK mod 106 mio. DKK første halvår 2023/24. Fremgangen er drevet af stabiliserede omkostninger til råvare- og øvrige produktionsomkostninger kombineret med gennemførte salgsprisstigninger og øvrige omkostningsreduktioner.
- Den højere indtjening har i kombination med mindre investeringsbehov samt reduceret arbejdskapital resulteret i en tilfredsstillende pengestrøm efter investeringsaktivitet på 271 mio. DKK mod 185 mio. DKK i samme periode året før (1. halvår 2024/25 indeholder 43 mio. DKK vedrørende tilgodehavende fra frasolgt virksomhed).
På baggrund af resultaterne for første halvår præciseres forventningerne ift. tidligere udmeldinger. EBIT forventes nu i intervallet 85-95 mio. DKK i stedet for tidligere 75-95 mio. DKK. CEO i Flügger group A/S, Sune Schnack, udtaler:
”Som resultaterne viser, oplever vi, at Flüggers initiativer bliver positivt modtaget af malerne i Norden, ligesom vi fortsat mærker stigende interesse for Flügger-brandet i vores internationale markeder og især i Polen. I Flügger kommer vi derfor ud af halvåret med en solid tiltro til vores prioriteringer i strategien, Flügger Organic, hvor vi lægger særlig vægt på den professionelle maler samt international organisk vækst.”
For yderligere information, kontakt
Casper Paggio Hansson Felt, Communications Manager i Flügger group A/S
Tlf. +45 27 53 28 99, cafel@flugger.com