Alefarm Brewing offentliggør årsregnskab for 2024
Bestyrelsen i Alefarm Brewing A/S har godkendt årsregnskabet for 2024, som viser en betydelig vækst i Danmark, specielt i de digitale kanaler, men også svigtende salg på Selskabets eksportmarkeder.
Selskabsmeddelelse nr. 47
Alefarm Brewing offentliggør årsregnskab for 2024
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag offentliggøre sit årsregnskab for 2024.
Regnskabsåret 2024 for Alefarm Brewing A/S blev et år, som omsætningsmæssigt er blevet realiseret som ventet og med en samlet fremgang på 13% i forhold til 2023. Fremgangen er dog sket i et marked, der ikke er vokset, så der er vundet markedsandele i 2024. Resultaterne har fortsat været påvirket negativt af stigende priser på næsten alt, og med manglende muligheder for at hæve salgspriserne i markedet.
Selskabet havde igen i året budgetteret med et øget salg til eksportmarkederne, men den hårde priskonkurrence på eksportmarkederne har gjort det svært at fastholde positionerne, hvilket har medført et yderligere fald i afsætningen. Eksportomsætningen er således faldet med 38% i forhold til 2023 og udgør i dag under 10% af den samlede omsætning. Udviklingen på hjemmemarkedet har derimod været særdeles positiv og markedsandelene er vokset yderligere i takt med at selskabet er blevet mere kendt på markedet. Omsætningsstigningen på salg i Danmark udgør således 23,5% i forhold til 2023, hvilket i et svært marked vurderes til at være meget tilfredsstillende.
På det danske marked har der især været store stigninger på det digitale salg, hvor væksten gennem året nåede 78%. Stigningen er kommet såvel via den lancerede Øl-klub, som sælger de nye øl på abonnement, samt på Selskabets webshop, hvor en dedikeret indsats for at gøre denne attraktiv at handle i har båret frugt. Der satses fortsat væsentligt på at fastholde og udbygge salget via de digitale kanaler.
Der har også i 2024 været en betydelig stigning i salget af øl til specielle begivenheder. Flere virksomheder har benyttet sig af muligheden for at få leveret specialøl med dedikerede etiketter for at fejre begivenheder eller for at skille sig ud over for deres kunder og medarbejdere. Dette ben forventes også i 2025 at opnå yderligere vækst.
Bryggeriet har fortsat lanceringen af serier af fadlagrede øl i 2024. Serierne skal være med til at gøre bryggeriet anerkendt for at producere noget af det bedste øl i verden. De fadlagrede øl er meget eksklusive, da de kræver en længere lagring i vin- eller spiritusfade, og først flaskes og lanceres, når de har den helt rigtige karakter. Der er frigivet en del i 2024 og der vil ske yderligere frigivelser i 2025. De fadlagrede øl sælges både i Danmark og på eksportmarkederne.
Med den stadigt stigende efterspørgsel efter øl med lavt eller ingen alkoholindhold igangsatte bryggeriet en produktion af en alkoholfri øl i december 2024, som er blevet tappet og distribueret i januar 2025. Efterspørgslen er stor og aktiviteten vil blive fulgt yderligere op med produktion af alkoholfrie alternativer i 2025.
Selskabet foretog pr. 1. november 2024 en organisationsændring, hvor der blev ansat en ny CEO, Kresten Thorndahl. Den hidtidige CEO, Kasper Tidemann, har i de seneste år, samtidigt med hvervet som CEO, arbejdet på at færdiggøre både design og udvikling af en digital platform. Platformens lancering er imidlertid løbende blevet udsat, både på grund af det samtidige arbejde som CEO, men også på grund af omfattende og konstante nye krav til digitale platforme fra bl.a. EU. Organisationsændringen frigiver ressourcer til at få færdiggjort platformen.
Selskabet foretog videre i november måned 2024 en rettet emission, der skulle sikre tilstrækkeligt beredskab til at få startet den alkoholfrie produktion samt med henblik på generelt at styrke kapitalgrundlaget. Der blev rejst i alt TDKK 1.500 til en kurs på 2,0.
De tidligere udmeldte omsætningsforventninger på mellem 9 og 10 mio. kr. er opnået med en realiseret omsætning på TDKK 9,925. Det har også været ventet, at EBITDA kunne holdes inden for det udmeldte niveau på mellem +TDKK 100 og -TDKK 1.000, men ekstraordinære omkostninger ved nedbrud af væsentligt produktionsudstyr, samt omkostninger i forbindelse med den gennemførte kapitalforhøjelse, har bevirket en mindre overskridelse af det udmeldte niveau. Selskabet vurderer at et positivt niveau for EBITDA kun kan nås via et øget salg i specifikke kanaler gennem en fokuseret indsats, hvilket forventes realiseret i 2025.
Selskabets resultater for året er som følger:
- Alefarm Brewing omsatte for tDKK 9.925 i 2024 mod tDKK 8.781 året før, hvilket udgør en stigning på 13%.
- Bruttoresultatet blev på tDKK 2.664 mod tDKK 2.088 året før, hvilket udgør en stigning på 29,3%.
- EBITDA udgør tDKK –1.199 mod tDKK –1.564 året før.
- Resultat af ordinær drift blev på tDKK –2.905 mod tDKK –3.327 året før.
- Årets resultat blev på tDKK –3.223 mod tDKK –3.534 året før.
- Indtjeningen pr. aktie andrager DKK -0,228.
Selvom resultaterne viser en fremgang i forhold til sidste år, anser ledelsen resultaterne som værende ikke tilfredsstillende.
Med afsæt i markedsvilkårene, som de har udviklet sig i løbet af 2024, har Selskabet udarbejdet et sæt forventninger til 2025, som i hovedtræk består af følgende punkter:
- Fortsat forbedring af indtjeningen gennem styrkelse af afsætningen i on-trade segmentet
- En øget eksportindsats til udvalgte markeder, hvor Selskabet har høje ratings
- Lancering af alkoholfrie øl
- Et yderligere forstærket salg via digitale kanaler
- En forventet omsætning i størrelsesordenen TDKK 10.800 til TDKK 11.500
- EBITDA i størrelsesordenen TDKK 0 til TDKK 350
Selskabet meddelte disse forventninger til markedet i Selskabsmeddelelse nr. 45 den 6. januar 2025. Efter de 2 første måneder af 2025 følges planen og forventningerne.
Supplerende information
For spørgsmål vedrørende offentliggørelsen af årsregnskabet for 2024, der kan Selskabets CEO, Kresten Thorndahl, kontaktes på krt@alefarm.dk. Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på jn@nordencef.dk eller telefonisk på +45 20720200.
Kontakter
- Kresten Thorndahl, CEO, +45 60 57 52 26, krt@alefarm.dk
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et tech-drevet mikrobryggeri med et fokus på moderne håndværk, autenticitet og en oprigtig tro på at kvalitet bygger på kærlighed. Vores ambition er at skabe sammenhold og fællesskab gennem unikke oplevelser med øl.