Delårsrapport for perioden 1. januar – 30. september 2024
Bestyrelsen for Tivoli A/S har den 29. oktober 2024 behandlet og godkendt delårsrapporten for perioden 1. januar - 30. september 2024.
Resultat for perioden 1. januar – 30. september 2024 er i hovedtræk:
- En nettoomsætning på 891,0 mio. kr. mod 845,4 mio. kr. sidste år (+5%).
- Et resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 147,0 mio. kr. mod 126,0 mio. kr. sidste år (+17%).
- Et resultat før skat på 61,4 mio. kr. mod 38,1 mio. kr. sidste år (+61%).
- Et besøgstal på 2.737.000 mod 2.694.000 sidste år (+2%).
Seneste års initiativer og nye tiltag har båret frugt og Tivoli har en stærk kerneforretning, der har vist sig modstandsdygtig ift. udefrakommende omstændigheder, som bl.a. vejr og afmatning i forbruget hos de største nærmarkeder, som også har været gældende i løbet af 2024. Sommeren blev regnfuld, men sensommeren har budt på flot vejr og mange besøg i Haven, både fra danskere og turister. Dette, kombineret med et flot program i Haven, har resulteret i en fremgang i gæster og den resultatmæssige bedste sommer i Tivolis historie.
”Tivoli har afviklet en solid sommersæson, som er den bedste resultatmæssige i Tivolis historie. Tivoli fortsætter som planlagt de massive investeringer i Haven, hvor en totalombygning af det nuværende Asien-område netop er påbegyndt, en investering, som vil udgøre den største investering i et forlystelsesområde i Tivolis historie og som skal være med til at understøtte og styrke Tivolis kerneprodukt. Tivolis forretning står på baggrund af de seneste års investeringer, en succesfuld afviklet sommersæson samt en flot åbning af Halloween i Tivoli rustet til en stærk afslutning på 2024. Vi forventer, at mange gæster vil besøge os under Jul i Tivoli, som både byder på nyheder og klassiske Tivoli-oplevelser, der strækker sig ind i de første dage af 2025.” udtaler adm. direktør, Susanne Mørch Koch.
Forventninger til 2024 (uændret)
Tivoli fastholder de seneste udmeldte forventninger ved opjusteringen 17. september 2024, hvilket betyder en omsætning i niveauet 1.250 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 130 mio. kr.
Med venlig hilsen
Tom Knutzen Susanne Mørch Koch
Bestyrelsesformand Adm. direktør
Kontaktperson: Pressechef, Torben Plank tlf. 22237440 / tpl@tivoli.dk
Vedhæftede filer
- Tivoli AS - Fondsbørsmeddelelse nr 11 - Delårsrapport for perioden 1. januar - 30. september 2024
- Tivoli AS - 3. kvartal 2024