Geopolitisk usikkerhed påvirker Scandinavian Medical Solutions A/S’ forventninger for guidance
Investor nyhed nr. 96 – 2025 | 21-03-2025
Usikkerhed på de internationale markeder påvirker beslutningsprocesser i USA og Europa, og disse forskydninger forsinker nu omsætningsvæksten hos danske Scandinavian Medical Solutions ('SMS' eller 'Selskabet'), der nu forventer et EBITDA i 2024/25 på DKK 11-15 mio. mod førhen DKK 24-29 mio.
Strategisk positionering på det amerikanske marked
Den geopolitiske situation og forventningen om en handelskrig udløser en økonomisk usikkerhed både på det amerikanske og europæiske marked. Hos SMS opleves dette pt. som en langsommere beslutningsproces samt forskydninger i afhentninger, hvilket forsinker omsætningsvæksten. Derfor er den anlagte positionering i USA vigtigt at fastholde, for at sikre adgang til markedet.
Jens Hvid Paulsen, CEO, udtaler: “Geopolitisk uro og truende handelskrige betyder generel øget forsigtighed i investeringsbeslutninger, men også forskydninger i afhentninger, hvilket forsinker omsætningsvæksten hos os. For at styrke vores position på lang sigt og fortsætte en vækststrategi på det amerikanske marked, er vores amerikanske datterselskab ledet af Jens Krohn afgørende."
Jens Krohn, CEO USA, uddyber: “Som stort set alle andre virksomheder påvirkes SMS, og vores kunderelaterede bagland, af den usikre geopolitiske situation og frygt for handelskrig, og vi oplever en global økonomisk usikkerhed. Vi er ærgerlige over at denne situation har nødvendiggjort en nedjustering, men vi har en sund kerneforretning, som er stærkt positioneret for fremtidig vækst.”
Scandinavian Medical Solutions A/S afholder et webinar hos H.C. Andersen Capital den 27. marts kl. 14:00-14:30, hvor investorerne kan stille spørgsmål.
Man kan deltage i webinaret via følgende link:
https://hca.videosync.fi/2025-03-27-investor-praesentation/register
Supplerende Information
For spørgsmål vedrørende denne investor nyhed kan Selskabets CEO, Jens Hvid Paulsen, kontaktes på investor@scandinavian-medical.com.
Selskabets Certified Adviser er Norden CEF A/S.
Scandinavian Medical Solutions A/S
Gasværksvej 48,1., DK – 9000 Aalborg
CVR-nummer: 39901749
Hjemmeside: www.scandinavian-medical.com
Selskabsmeddelelser, investor nyheder, finansielle rapporter mv. kan findes på https://www.scandinavian-medical.com/pages/investors
Om Selskabet
Scandinavian Medical Solutions blev stiftet tilbage i 2018 med en mission om at facilitere bedre adgang til omkostningseffektivt og højkvalitets billeddiagnostisk udstyr globalt gennem specialiseret indkøb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr af høj kvalitet.
MRI, CT og PET/CT-scannere er blandt det dyreste og mest komplekse udstyr, der findes på et hospital, og de tonstunge følsomme maskiner kan kun transporteres, samles og vedligeholdes af specialiserede fagfolk med erfaring og tekniske færdigheder. Derfor tilbyder Scandinavian Medical Solutions en komplet business til business løsning, som garanterer maskinens kvalitet og funktionalitet.
Scandinavian Medical Solutions tilbyder hospitaler og klinikker verden over et tilgængeligt, pålideligt og bæredygtigt økosystem for handel med scanningsudstyr og skaber dermed grundlag for en cirkulær økonomi, hvor eksisterende materiel får nyt liv.