NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S har indsendt anmodning til Nasdaq om, at selskabets aktie slettes fra handel
Selskabsmeddelelse nr. 35
NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S (i det følgende ”NORD.investments”) har i dag indsendt anmodning til Nasdaq om, at NORD.investments’ aktie slettes fra handel på Nasdaq First North Growth Market.
Anmodningen er indsendt af bestyrelsen i henhold til en bemyndigelse givet af selskabets aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling afholdt den 15. november 2023.
På den ekstraordinære generalforsamling deltog aktionærer, som repræsenterede 51 pct. af den samlede selskabskapital fratrukket NORD.investments’ beholdning af egne aktier svarende til 10.629.928 aktier.
For forslaget om at anmode om sletning af NORD.investments’ aktie fra Nasdaq First North Growth Market stemte aktionærer med samlet 10.613.679 aktier. Mod forslaget stemte aktionærer med 16.249 aktier. Der var ingen aktionærer, som undlod at stemme. Forslaget blev således vedtaget med 99,85 pct. af stemmerne repræsenteret på den ekstraordinære generalforsamling, hvilket var mere end det påkrævede to-tredjedelsflertal.
NORD.investments afventer nu, at Nasdaq behandler anmodningen. NORD.investments vil udsende en ny selskabsmeddelelse, når Nasdaq har meddelt deres beslutning om enten at imødekomme eller afvise anmodningen.
For mere information omkring forslaget om at anmode om sletning af NORD.investments’ aktie fra Nasdaq First North Growth Market henviser NORD.investments til selskabsmeddelelse nr. 33 af 23. oktober 2023.
Kontakter
- Anders Hartmann, CEO, NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S, +45 29439588, anders@nord.investments
- Kapital Partner A/S, Certified Adviser, +45 89887846, info@kapitalpartner.dk
Om NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S
NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S er et fintech-selskab, der tilbyder en skalerbar digital platform med en automatisk langsigtet investeringsløsning til dem, der ikke har lyst til at investere selv, og som har behov for en simpel og ærlig løsning, hvor de kan få rådgivning til lave omkostninger.