Nordnet sænker minimumskurtagen.
I dag bliver det billigere at være kunde hos Nordnet. Minimumskurtagen på aktier, ETF'er og investeringsforeninger bliver sat ned til 25 kroner på tværs af alle markeder.
Pressemeddelelse 2024-11-11
"Nordnet er danskernes foretrukne investeringsplatform. Flere end 510.000 investerer sine penge hos os. Jeg har tidligere sagt, at der med den anerkendelse følger et ansvar for fortsat at gøre det attraktivt at være investor i Danmark. Nu tager vi endnu et skridt i den retning ved at sænke vores minimumskurtage," siger Tine Vestergren Uldal, landechef i Nordnet Danmark.
Minimumskurtagen på eksempelvis amerikanske og tyske aktier var indtil i dag 13 USD og 12 EUR. Fremover bliver minimumskurtagen altså 25 kroner på alle aktier, ETF'er og investeringsforeninger - uanset hvor man handler.
"Vi holder hele tiden øje med markedet, og jeg kan konstatere, at der er kommet større konkurrence på priserne. Nordnet har en erklæret mission om, at investering skal være for alle. Det skal vi være tro mod. Også når det gælder om at være konkurrencedygtig på vores pris," forklarer hun.
En simpel prisstruktur skal sikre transparens
"Investeringskulturen i Danmark stortrives. Hver tiende voksne dansker investerer nu hos Nordnet. Vi gør en dyd ud af, at det skal være let at være kunde hos os. og derfor har vi valgt at ensrette vores minimumskurtage på tværs af alle markeder. Fremover er der én pris, der er gældende - 25 kroner," siger Tine Vestergren Uldal.
- Minimumskurtagen bliver sat ned til 25 kroner på aktier, ETF'er og investeringsforeninger.
- Minimumskurtagen er ens, uanset hvilket marked man handler på.
- Købskurtage på fonde og månedsopsparinger er fortsat 0 kroner.
Ved spørgsmål eller forespørgsel på interview med landechef Tine Vestergren Uldal, kontakt:
Jonas Melander Hammer, pressechef i Nordnet Danmark
Tlf. 9395 6627, Jonas.Melander.Hammer@nordnet.dk