You seem to be using a wider screen, would you like to enable a wider viewing experience on this page?
NTG - Præsentation af Q3 kvartalsregnskabet 2023
Du kan allerede nu tilmelde dig eventet og sende dine spørgsmål ind. Du behøver ikke at deltage live for at sende spørgsmål til præsentationen.
NTG offentliggør regnskab for 3. kvartal 2023 – tirsdag d. 31. oktober, hvilket bliver interessant at følge efter at selskabet måtte nedjustere sine helårsforventninger i forbindelse med halvårsregnskabet i august, og samtidig meddelte at juli måned ikke havde vist tegn på bedring.
Ugen efter regnskabet - tirsdag d. 7. november kl. 12.00 - har vi fornøjelsen at indbyde til en gennemgang af tallene og de seneste tendenser i branchen. Med fra NTG har vi CFO Christian Jakobsen, som også vil svare på spørgsmål fra publikum.
NTG har typisk offentliggjort sine regnskaber efter markedets lukning på regnskabsdagen, men gjorde i forbindelse med det seneste regnskab for 1. halvår 2023 i august en undtagelse, da selskabet i løbet af eftermiddagen udsendte en opdatering til sine 2023-forventningerne og efterfølgende offentliggjorde regnskabet.
Ved den lejlighed sænkede NTG sine helårsforventninger, som nu lyder på et adjusted EBIT på DKK 600-650 mio. fra tidligere DKK 620-700 mio. Af meddelelsen fremgik det at nedjusteringen skyldes et udfordret marked i 2. kvartal 2023, der kunne henføres til et svagt spotmarked og lavere volumen, ligesom den ventede bedring i kvartalet var udeblevet. Specielt syntes juni at have været lavere end ventet, ligesom aktivitetsniveauet i juli altså ikke havde vist tegn på tydelig bedring.
Konsensusforventningerne lyder ifølge Refinitiv blandt 3 analytikere på en omsætning i kvartalet på DKK 2.243 mio., svarende til en omsætningsnedgang på 20,5% sammenholdt med samme kvartal året før. Analytikerforventningerne til adj. EBIT i kvartalet lyder på DKK 167 mio., hvilket svarer til en margin på 7,5% imod 7,4% i sidste års Q3 2022 og 7,0% i det foregående Q2 2023.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra NTG Nordic Transport Group A/S for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 12.48 d. 9/10-2023.