Dagens aktienyheder 05/09: Skjern Bank, Curasight og Sampo
Curasight fik i går godkendt deres kapitalforhøjelse af bestyrelsen. Selskabet vil lave en rettet kapitalforhøjelse til Fenja Capital på 625.000 units, bestående af 1.250.000 optioner af serien TO2 og 625.000 optioner af serien TO3. Tegningsprisen er DKK 0,01 per unit. Derudover vil Curasight lave en emission med tegningsret for eksisterende aktionærer på 1.216.907 units, bestående af 2.422.814 optioner af serien TO2 og 1.216.907 optioner af serien TO3. Nuværende aktionærer vil modtage 1 unit per 1 aktie i Curasight udfra antal aktier i depotet pr. 13. september 2024. Selve tidsplanen for udførelsen af kapitalforhøjelsen samt mere information om optioner kan findes her: https://www.curasight.com/news/press-releases/2024/the-board-of-directors-resolves-on-a-directed-issue-of-units-and-preferential-rights-issue-of-units/
Skjern Bank var i går ude med den anden opjustering af helårsforventningerne til 2024 efter at banken i starten af juni hævede forventningerne første gang. Nu venter banken et resultat før skat i 2024 på DKK 340-360 mio. (fra tidligere DKK 300-330 mio.), og dermed forventninger til 2024 der ligger tæt på, eller måske vil overgå det realiserede resultat i 2023 på DKK 344 mio. Af meddelelsen fremgår, at det fortsat er stærk kundetilgang, positive kursreguleringer og en uændret solid kreditkvalitet der driver opjusteringen.
Det aktuelle ombytningstilbud fra Sampo til aktionærerne i Topdanmark udløber på mandag d. 9. september kl. 23.59. Har du som Topdanmark-aktionær endnu ikke taget stilling til tilbuddet fra Sampo, er der således fortsat nogle dage til at reagere. Bemærk dog at nogle banker kan have en tidligere frist, der kan kræve handling før. Du kan finde mere information om tilbuddet her, alle relevante dokumenter, og en oversigt over de mest gængse spørgsmål til processen: https://www.topdanmark.com/investorer/overtagelses-tilbud/. Samtidig kan du også se en optagelse med Head of Investor Relations hos Topdanmark – Robin Løfgren, der svarer på spørgsmål om ombytningstilbuddet, herunder en række praktiske forhold: https://www.inderes.dk/videos/mest-stillede-sporgsmal-interview-med-topdanmark-head-of-investor-relations-robin-lofgren
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Kasper Lihn - 05/09-2024 kl. 09:05.