Dagens aktienyheder 13/08: Inderes, Flügger group A/S, MapsPeople og Ascelia Pharma AB
Dagens aktienyheder 13/08: Inderes, Flügger group A/S, MapsPeople og Ascelia Pharma AB
Inderes har her til morgen aflagt H1 2024 resultater samt offentliggjort salgstal fra juli. I H1 2024 voksede omsætningen 8% med hovedparten af den vækst skabt i Q2 med ca. 17%. Dette skyldes dog til dels påskeeffekt, men selskabet ser ud til at have øget penetrationen både indenfor generalforsamlinger samt Software IR løsninger. EBITA-marginen viste fremgang på halvåret til 11,2% fra 9,7% (H1 2023). Måske mest væsentligt den bedre indtjening blev realiseret som cash flow med 37,5% vækst i dette for halvåret. Selskabet fastholdt deres 2024 guidance om omsætning og margin vil vokse i forhold til 2023 resultaterne. Selskabet løfter samtidig sløret for juli måneds salg som voksede 11%. Du kan møde ledelsen i selskabet og stille spørgsmål når vi afholder et event torsdag. https://www.inderes.dk/videos/inderes-presentation-of-q2-2024
Flügger meddeler her til morgen at selskabet iværksætter et nyt aktietilbagekøbsprogram på op til DKK 5 mio. eller maksimalt 30.000 stk. B-aktier. Med en aktuel markedsværdi af B-aktierne lige under DKK 1 mia., svarer tilbagekøbet til ca. 0,5% af de udestående aktier. Flügger ejer ingen egne aktier før tilbagekøbet. Programmet løber fra i dag d. 13. august 2024 og slutter senest 13. august 2025. Danske Bank er valgt som lead manager.
Vi offentliggjorde i går en opdateret investment case one-pager på MapsPeople, som kan læses her: https://www.inderes.dk/research/mapspeople-one-pager-raising-capital-for-growth-investments
På torsdag den 15. august kl. 13:00 kan du møde MapsPeoples ledelse, der vil præsentere detaljerne og baggrunden for selskabets nyligt annoncerede fortegningsemission. Tilmeld dig og stil dine spørgsmål her: https://www.inderes.dk/videos/mapspeople-capital-raise
Ascelia Pharma annoncerede tilbage i maj stærke resultater i selskabets fase 3 studie af dets diagnostiske Orviglance produkt, og på den baggrund har Ascelia Pharma i løbet af juli måned meddelt at man ved en ekstraordinær generalforsamling på onsdag den 14/8 vil godkende iværksættelsen af en fortegningsemission inklusiv et warrantprogram med henblik på at hente op til SEK 105 millioner. Emissionen, der har tegningsperiode 20/8 til 3/9, er delvist garanteret (ca. 67 pct.) og provenuet skal anvendes til at finansiere den kommende ansøgningsproces for at få godkendt Orviglance og finde en partner til at lancere Orviglance. I fredags offentliggjorde Ascelia Pharma herefter de præcise vilkår for emissionen, herunder en tegningskurs på SEK 1,69, og i anledning af emissionen har selskabets CEO Magnus Corfitzen deltaget i et podcast event, hvor baggrunden for emissionen og dens vilkår bliver gennemgået. Du kan se eventet via dette link: https://www.inderes.dk/videos/ascelia-pharma-interview-with-ceo-magnus-corfitzen
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale. Inderes og HC Andersen Capital er strategiske partnere, og Inderes ejer 20% af HC Andersen Capital. En række medarbejdere i HC Andersen Capital ejer aktier i Inderes.
Jesper Thomsen - 13/08-2024 kl. 09:08