Dagens aktienyheder 09/09: Vestjysk Bank og GrønlandsBANKEN
Dagens aktienyheder 09/09: Vestjysk Bank, GrønlandsBANKEN
Vestjysk Bank meddelte i fredags at banken har indgået en låneaftale på DKK 400 mio. Senior Non-Preferred med valør i dag, samtidig med at et eksisterende lån DKK 140 mio. indfries. Det nye lån løber i 5 år, og forrentes med en variabel kvartårlig kuponrente på 3 mdrs. CIBOR plus et kreditspænd på 235 basispoint. Senior Non-Preferred er en type gældsinstrument, der befinder sig i kapitalstrukturen mellem senior gæld (såsom obligationer og lån) og subordinated gæld (såsom Tier 2 Kapital). SNP er en relativt ny kategori af gæld, der blev introduceret som en del af de regulatoriske tiltag efter finanskrisen for at øge bankernes modstandskraft over for økonomiske chok.
GrønlandsBANKEN udsendte i fredags en meddelelse om at banken har indgået en aftale om at udstede DKK 40 mio. i Tier 2 kapital. Udstedelsen har en løbetid på 10 år, men kan indfries efter 5 år forudsat Finanstilsynets godkendelse. Udstedelsen forrentes med en variabel rente på 6 mdrs. CIBOR plus 325 basispoint. Nykredit Bank har arrangeret udstedelsen. I kapitalstrukturen placeres Tier 2 kapital lavere end Tier 1 kapital, som omfatter bankens kernekapital (CET1). Det betyder, at Tier 2 kapital vil blive afskrevet, eller konverteret til aktiekapital i tilfælde af økonomiske vanskeligheder, efter Tier 1 kapital er blevet afskrevet, men før senior gæld og andre krav bliver ramt.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Jesper Thomsen - 09/09-2024 kl. 08:55