Dagens Aktienyheder 30/11
Dagens Aktienyheder 30/11-2023: RTX A/S, NeoDynamics og Odico A/S
RTX A/S meddeler her til morgen, at selskabet har indgået en ny strategisk samarbejdsaftale. Aftalen er med en stor global virksomhed i Healthcare-segmentet, der skal bringe en ny generation af infrastrukturløsninger til trådløse patient-monitoreringsløsninger på markedet. De nye produkter ventes at blive annonceret i H2 2024. I meddelelsen fremgår det, at RTX A/S ser et stort vækstpotentiale i Healthcare-segmentet, da patienter og udbydere i hospitaler, ældreplejen og andre områder inden for sundhedsvæsenet har et stigende behov for mobilitet. Aftalen indeholder vilkår om IP-rettigheder samt salgs- og distributionskanaler. Finansielt er den vigtig for selskabets langsigtede målsætninger, men har ikke påvirkning på selskabets guidance for 2023/2024. Omsætningen i RTXs healthcare-segment ventes at stige med 100-200% frem mod 2025/2026. Selskabet aflægger årsrapport for 2022/2023 senere i dag. Tilmeld dig regnskabsevent på mandag den 4. december kl. 14:00 og stil dine spørgsmål til ledelsen allerede nu: https://www.inderes.dk/videos/rtx-praesentation-af-arsregnskabet-202223
NeoDynamics aktie faldt knap 15 procent i går efter at selskabet i forbindelse med en forsinket udsendelse af sit regnskab for 3. kvartal samtidig meddelte, at man er i forhandlinger om at sikre selskabet såvel kortsigtet som langsigtet kapital. NeoDynamics har en meget stram likviditetssituation, idet kassebeholdningen udgjorde SEK 4,6 millioner ved udgangen af 3. kvartal for knap to måneders siden. I forbindelse med regnskabsaflæggelsen deltog NeoDynamics i går i et event hos HC Andersen Capital, hvor selskabet forholdt sig til og beskrev situationen. I modsætning til den alvorlige kapitalsituation, er perspektiverne for selskabets forretningsmæssige muligheder anderledes positive. Man er begyndt at få ordrer og forventer at få flere i den kommende tid på baggrund af meget positiv feedback fra nogle af de største kræftklinikker i USA og Europa. Du kan se eller gense eventet her: https://www.youtube.com/watch?v=Sm_WhHIWAbc
Odico A/S meddelte i går aftes efter markedsluk, at registreringen af kapitalforhøjelsen hos Erhvervsstyrelsen i forbindelse med fortegningsemissionen blev gennemført i går den 29. november. De nye aktier forventes optaget til handel under den permanente ISIN-kode den 5. december 2023. Læs mere om resultatet af fortegningsemissionen her: https://www.inderes.dk/analyst-comments/odico-fortegningsemission-blev-58percent-tegnet
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Jesper Thomsen - 30/11-2023 kl. 09:05 (senest opdateret kl. 09:32).