Dagens aktienyheder 31/05: TORM, Shape Robotics og BioPorto
TORM meddelte i går aftes, at selskabets hovedaktionær Oaktree, der pt. ejer ca. 54% af aktierne i TORM via selskabet OCM Njord Holdings, ønsker at sælge ca. 6,9 mio. TORM-aktier i markedet. Det svarer til ca. 7,3% af aktierne i TORM, og Citigroup der forestår transaktionen har fået en option på yderligere ca. 1,03 mio. aktier, hvilket kan bringe det samlede salg op på ca. 8,4%. Oaktree blev oprindeligt aktionær i TORM i 2015 i forbindelse med en rekonstruktion.
Shape Robotics meddelte i går aftes i en investornyhed, at selskabet over de seneste dage har leveret første batch af Smartlab-udstyr til Network One Distribution for EUR 3,2 mio. og over de kommende to uger skal levere yderligere udstyr til en værdi på EUR 3,4 mio. De i alt EUR 6,6 mio. (ca. DKK 49,2 mio.) er en del af Network One Distributions ordre på EUR 30 mio. (ca. DKK 224 mio.), der blev annonceret den 26. april 2024. Læs mere her: https://www.inderes.dk/releases/shape-robotics-commences-deliveries-of-smartlabs-under-recent-nod-order. I går udsendte vi også en opdateret investment case one-pager, der kan tilgås og læses via dette link: https://www.inderes.dk/research/shape-robotics-one-pager-confirms-2024-guidance-and-long-term-goals
BioPorto meddelte i går, at man som planlagt har ansat en ny CFO, og nyt medlem af direktionen, Niels Høy Nielsen, der har mere end 20 års erfaring fra CFO-stillinger fra lægemiddel- og medicobranchen. Med ansættelsen er hele BioPorto’s nye ledelsesteam nu på plads, som skal stå i spidsen for den kommercielle udrulning af selskabets FDA-godkendte NGAL-test (ProNephro AKI) til måling af risikoen for akut nyresvigt til børn og unge under 22 år. BioPorto deltager på tirsdag den 4. juni 2024 i HCA Capital’s Life Science seminar, hvor selskabet vil fortælle om dets planer for såvel kommercialiseringen af ProNephro AKI samt hvordan man vil udnytte godkendelsen til børn og unge til også at få en godkendelse til brug af testen på voksne. BioPorto forventer at de to godkendelser vil føre til en årlig omsætning på USD 100 mio. allerede om 5 år. Du kan tilmelde dig seminaret her: https://www.inderes.dk/videos/life-science-seminar-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale samt en IR advisory aftale med BioPorto.
Kasper Lihn - 31/05-2024 kl. 09:10.