2023 viste en flot omsætningsfremgang på 22,4% og positive forventninger til 2024.
Selskabsmeddelelse nr. 16, Tølløse, den 14. marts 2024
2023 blev året med omsætningsrekord i Q-Interline og tocifret toplinjevækst på trods af uforløst potentiale i slutningen af året. Positive forventninger til 2024 understøttes af stor ordreindgang i slutningen af året og i begyndelsen af det nye regnskabsår. Samtidig har vi et stort antal løbende demo-projekter og en fortsat stærk vækst i ARR-omsætning.
Hovedpunkter
- Store investeringer i direkte salgsaktiviteter, nye medarbejdere, fokuseret markedsføring har i 2023 især på nye markeder medført det største antal aktive demo-projekter i Q-Interlines historie
- Koncernomsætningen blev DKK 31,9 mio. (senest udmeldte guidance DKK 31,5 til DKK 32,5 mio.), en stigning på 22,4% i forhold til 2022
- Markant omsætningsfremgang i Frankrig og Tyskland i forhold til 2022
- Annual Recurring Revenue (ARR) udgjorde 36% af den samlede omsætning og viste en kontinuerlig stærk fremgang på 21,0% i forhold til 2022
- EBIT blev DKK -9,6 mio. (senest udmeldte guidance DKK -9,0 til DKK -10,0 mio.)
- Årets resultat blev DKK -10,1 mio.
Hovedpunkter i 2023-årsregnskabet
tDKK | 2023 | 2022 |
Nettoomsætning | 31.941 | 26.089 |
EBIT | - 9.612 | -11.922 |
Årets resultat | -10.146 | -12.008 |
Egenkapital ultimo året | 1.402 | 11.352 |
Resultat pr. aktie DKK | -0,72 | -0,86 |
Resultat pr. aktie (udvandet) DKK | -0,66 | -0,79 |
Udvikling i Omsætning og driftsresultat (EBIT)
2023 blev et år med afgørende gennembrud hos verdens tredje største mejerikoncern indenfor måling af indhold i plantebaserede drikke. Efter en succesfuld test af Q-Interlines unikke DairyQuant GO analysesystem til måling af flydende mejeriprodukter indgik vi en global aftale med en af verdens absolutte sværvægtere indenfor mejerisegmentet. Aftalen omfattede levering af et antal analysesystemer til laboratoriebrug i både Frankrig og Belgien. Derudover er der siden november pågået forhandlinger om en storordre til yderligere et produktionssite i England. Som følge af en længere beslutningsproces hos kunden op til årsskiftet, var det dog ikke muligt at modtage en bindende ordre inden udgangen af året, og kontrakten er efterfølgende blevet indgået i februar 2024.
Det blev også et år med vigtige landvindinger i nye markeder indenfor bl.a. måling af dyrefoder i Frankrig samt InSight Pro in-line måling af mozzarellaproduktion i Italien. Med leverancen af in-line målesystemet til en betydende italiensk producent af Mozzarella indtog Q-Interline for første gang det italienske marked. Italien har en historisk tradition for at producere noget af det ypperste indenfor fødevarer, hvilket stiller høje krav til råvarernes kvalitet og ensartet smag og dermed også høje krav til kvalitetsmålesystemer. Derfor er ordren til denne italienske specialist indenfor Mozzarellaproduktion særdeles vigtig, for at Q-Interline kan udvikle salget i Italien fremover.
Andet halvår af 2023 var præget af rekordhøjt antal demo-projekter især på nye markeder for Q-Interline. Vi havde helt frem til slutningen af december mulighed for at fakturere et stort antal igangværende demo-projekter, hvor analysesystemerne allerede var installerede og implementerede hos potentielle nye kunder. Netop fordi projekterne i stor udstrækning er forløbet på nye markeder, hvor kendskabsgraden til Q-Interline er lille, har kunderne benyttet længere tid, end vi normalt har erfaringer med fra etablerede markeder, til at træffe beslutning om køb. Derfor endte regnskabsåret med et større antal uforløste projekter, som er fortsat ind i det nye regnskabsår. De fleste projekter forventes afsluttet i første halvår 2024.
Trods det uforløste antal demo-projekter voksede den samlede koncernomsætning med 22,4% i forhold til 2022 og landede på DKK 31,9 mio. De største bidragsydere til omsætningsfremgangen kommer fra datterselskaberne i Frankrig og Tyskland. Samtidig havde vi en stærk vækst på årligt tilbagevende omsætning (ARR) på 21,0% i forhold til 2022. Driftsresultatet (EBIT) endte på DKK -9,6 mio. hvilket dels skyldes udskudte indtægter fra salg af demo-projekter, dels skyldes udskudt indtægt fra storordre, der blev udsat til starten af 2024, og dels manglende indtægter fra sen ordreindgang i slutningen af december, som ikke kunne leveres i 2023.
Samtidig besluttede ledelsen at fastholde planlagte investeringer i markedsføring og direkte salgsindsats bl.a. i USA igennem hele 2023 for at opbygge en stor pipeline, så udgangspunktet for vores kommende amerikanske kollegaer i Q-Interline Inc bliver så positivt som muligt.
Forventninger til 2024
Stor ordreindgang i slutningen af året og i begyndelsen af det nye regnskabsår sammen med et stort antal løbende demo-projekter og en fortsat vækst i ARR-omsætningen understøtter positive forventninger til 2024.
Ved indgangen til 2024 har Q-Interline ikke alene et stort antal demo-projekter, der er forlænget fra 2023, men der er ligeledes igennem de sidste to år oparbejdet en solid pipeline af nye projekter, som vi forventer materialiserer sig i 2024. De betydelige investeringer i en aktiv salgsindsats på alle hovedmarkeder, der understøttes yderligere af en målrettet markedsføringsindsats og intensivt branding-arbejde, bidrager sammen med en kontinuerlig vækst i ARR-omsætning til positive forventninger for 2024.
Tyskland, Frankrig og Skandinavien forventes at være vækstmotorerne på instrumentsalget sammen med en solid ARR-omsætning, hvor især salget af vores patenterede målecelle, Pivette®, driver væksten.
Vi forventer ligeledes en fremgang i USA med etablering af Q-Interline Inc i begyndelsen af 2024. Dog med forbehold for at det kan tage længere tid end planlagt at ansætte en kompetent stab på grund af meget lav arbejdsløshed i USA.
Guidance for 2024
Guidance for koncernomsætningen i 2024, som blev offentliggjort i selskabsmeddelelse nr. 13. af 4. januar 2024, ligger i intervallet mellem DKK 40,0 mio. og DKK 45,0 mio. og for driftsresultatet (EBIT) i intervallet mellem DKK -8,5 mio. og DKK -5,2 mio.
Styrket likviditet og kapitalberedskab
For at styrke likviditeten besluttede bestyrelsen at gennemføre en rettet emission til en storaktionær i selskabet i begyndelsen af 2024, hvorfra der kom et bruttoprovenu på DKK 3,1 mio. Provenuet er benyttet til at konvertere eksisterende gæld på DKK 3,1 mio. Q-Interline har udover nytegningen af aktier for DKK 3,1 mio. modtaget lånefinansiering af storaktionæren på DKK 5 mio. på lignende vilkår som gældende bankengagement.
Det forventes derudover, at likviditeten styrkes i løbet af året, idet lagerbindingen og dermed arbejdskapitalen bliver reduceret. Dermed er likviditeten styrket til at fortsætte de planlagte aktiviteter i 2024.
Årsrapporten for 2023 er vedhæftet som bilag til denne meddelelse.
Derudover kan årsrapporten downloades på Q-Interlines hjemmeside www.q-interline.com/investor
Q-Interlines generalforsamling afholdes den 18. april 2024 kl. 16.00 på Skoemagerkroen, Landevejen 4, 4060 Kirke Såby.
Yderligere oplysninger:
Q-Interline A/S:
Stengårdsvej 7
DK – 4340 Tølløse
CVR-nummer: 19614409
Hjemmeside www.q-interline.com
Selskabsmeddelelser, finansielle rapporter mv.: http://www.q-interline.com/investor
Kontakter:
Martin Roithner Henriksen
CEO / adm. direktør
Tlf. (+45) 53 80 06 09
E-mail: mrh@q-interline.com
Steen Bjerregaard Christiansen
CFO / Økonomidirektør
Tlf. (+45) 31 24 54 18
E-mail: sbc@q-interline.com
Certified Adviser
Norden CEF A/S
John Norden
Tlf.: (+45) 20 72 02 00
jn@nordencef.dk
Kommunikation
Gullev & Co. ApS
Boris Gullev
Tlf.: (+45) 31 39 79 99
E-mail: borisgullev@gmail.com
www.gullev.co
Om Q-Interline A/S
Q-Interline er en ingeniørvirksomhed, som udvikler højteknologiske analyseløsninger til optimering af proces- og produktkvalitet, baseret på infrarød spektroskopi og korrekt prøveudtagning.
Q-Interline udvikler dels egne front-end software løsninger og dels software til automatisk cloud-overvågning af både analyseinstrumenter og matematiske kalibreringsmodeller.
Selskabet er blandt de førende leverandører af analyseudstyr til mejerisektoren i Skandinavien, og Q-Interline har leveret analysesystemer til kunder i 43 lande verden over inden for fødevare- og mejeriindustrien, landbrug, farmaceutisk og kemisk industri.
Selskabet har gennem mere end 27 år akkumuleret branchekendskab og udviklet nye innovative patenterede løsninger til fødevareanalyse, og står i dag med en konkurrencedygtig produktportefølje baseret på førende teknologi.
Q-Interline bidrager på den måde til bæredygtig anvendelse af klodens råvarer, der bruges til fødevareproduktion, og sikrer samtidigt, at kvaliteten af de producerede fødevarer fremmer menneskers og dyrs helbred og velbefindende.