Aarsleff investerer i færøsk entreprenørselskab
Per Aarsleff Holding A/S har indgået aftale om at indtræde som hovedaktionær i det færøske entreprenørselskab ArtiCon P/f. Investeringen er på 144 millioner kroner.
ArtiCon er et stort lokalt entreprenørselskab med hovedkontor i Torshavn. Selskabets 300 medarbejdere udfører bygge- og anlægsopgaver for offentlige og private kunder på Færøerne. I 2023 omsatte selskabet for 654 millioner kroner og havde et EBIT-resultat på 40 millioner kroner.
”Færøerne er et nyt marked for Aarsleff-koncernen. Aarsleff får lokal tilstedeværelse og en styrket position i Nordatlanten, hvor der lige nu sker stor udvikling med investeringer i infrastruktur og byggeri særligt i de større byer. Vi ser et spændende marked med et stort potentiale, hvor Aarsleff-koncernen med ArtiCons stærke kompetencer står ekstra godt,” udtaler Jesper Kristian Jacobsen, administrerende koncerndirektør i Aarsleff-koncernen.
Aarsleffs ejerandel vil udgøre 80 %, mens den resterende ejerandel bliver fordelt med 10 % til ArtiCons nuværende ejere samt 10 % til tre ledende medarbejdere.
Overtagelsen forudsætter de færøske konkurrencemyndigheders godkendelse. Tilsvarende vil resultatforventninger til ArtiCon for regnskabsåret 2024/25 også først blive indarbejdet, når investeringen er godkendt.
Kontakter
- Jesper Kristian Jacobsen, Administrerende koncerndirektør / Group CEO, +45 8744 2222
Om Per Aarsleff Holding A/S
Aarsleff-koncernen opererer på internationalt niveau inden for anlæg og byggeri med udgangspunkt i en førende position i Danmark. Koncernen består af en portefølje af selvstændige konkurrencedygtige selskaber med hver deres særlige kompetencer.