Alefarm Brewing foretager organisationsændring
I forlængelse af den vækst, som Selskabet har skabt i løbet af 2024, foretages nu en organisationsændring i Alefarm Brewing A/S med henblik på at skabe yderligere vækst inden for alle eksisterende kanaler samt via færdiggørelse og lancering af den digitale platform.
Selskabsmeddelelse nr. 37
Alefarm Brewing foretager organisationsændring
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et innovativt dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag annoncere en ændring i sin organisation.
Selskabet er lykkedes med at skabe vækst i løbet af 2024, hvilket er sket gennem en øget indsats inden for de digitale kanaler samt via udvalgte samarbejder med større dagligvarekæder og B2B-kunder. Selskabet er nu samlet set 16% foran år-til-dato i forhold til samme periode sidste år målt på omsætning.
Med afsæt i denne positive udvikling foretager Selskabet nu en ændring i sin organisation, som har til formål at gøre det muligt for Selskabet at øge sit fokus på vækst, både inden for de allerede eksisterende kanaler, samt via den kommende digitale platform.
I den forbindelse tiltræder Kresten Thorndahl som ny administrerende direktør i Selskabet. Kresten Thorndahl kommer fra en stilling som Senior Consultant hos Boston Consulting Group, hvor han har ledet en række komplekse projekter med stor succes.
Med sin tiltræden vil Kresten Thorndahl fokusere på at styrke Selskabets markedsposition, på at optimere Selskabets salgs- og afsætningsprocesser samt på løbende at tilpasse produktporteføljen, således at den forbliver både relevant og nyskabende i markedet.
I samme ombæring fratræder Kasper Tidemann stillingen som administrerende direktør i Selskabet.
Kasper Tidemann vil fremadrettet fokusere på at færdiggøre og lancere den digitale platform, som primært udgøres af den kommende Alefarm-app, således at den kan bringes til at understøtte Selskabets forretningsmodel og skabe yderligere vækst med udgangspunkt i den digitale strategi.
Organisationsændringen træder formelt i kraft d. 1. november 2024, hvor Kresten Thorndahl tiltræder som ny administrerende direktør. Organisationsændringen ændrer ikke på forventningerne til Selskabets øvrige udvikling, som er opstillet for indeværende regnskabsår.
Stifter og CEO, Kasper Tidemann, udtaler i den forbindelse:
"Jeg har været administrerende direktør for Alefarm Brewing A/S i snart 10 år. Jeg kan se tilbage på en periode, hvor jeg blandt andet har ført bryggeriet gennem to corona-nedlukninger samt flere på hinanden følgende energi- og forsyningskriser. At styre virksomheden gennem disse kriser har været et nødvendigt fokus for mig henover de seneste år, og jeg vil i den forbindelse gerne udtrykke taknemmelighed overfor alle mine dygtige kolleger for den omstillingsparathed, som de har udvist - og ikke mindst for de resultater, som vi sammen har skabt i løbet af en særdeles udfordrende periode."
"2024 har indtil videre været vores år. Vi er lykkedes med en række indsatser, som har afstedkommet vækst på tværs af alle de kanaler, som vi opererer i. Alefarm Brewing A/S står stærkere end nogensinde før, og den opnåede vækst har nu skabt mulighed for at foretage en organisationsændring, som vil styrke selskabet betydeligt."
"Jeg fratræder som administrerende direktør for at give plads til en imponerende dygtig og kompetent profil i form af Kresten Thorndahl. Kresten Thorndahl bringer en solid baggrund inden for ledelse og strategisk forretningsudvikling til Alefarm Brewing A/S. Han har i sin karriere demonstreret stærke kompetencer inden for afsætning og operationel effektivitet, og han besidder en dyb indsigt i ølbranchen - både i Danmark såvel som internationalt."
"Samtidig giver det mulighed for at jeg fremadrettet kan fokusere fuldt ud på at realisere strategien for den digitale platform - og for vores kommende Alefarm-app. Det er stadig min klare overbevisning at vi kan revolutionere dansk craft beer - og i øvrigt komme med et betydeligt bidrag til dansk tech - ved at færdiggøre og frigive Alefarm-app'en, som er et komplet socialt netværk med alle de muligheder, som sådan en platform giver. Alefarm-app'en vil understøtte vores forretningsmodel og skabe yderligere vækst til glæde for alle vores aktionærer."
"Jeg vil gerne understrege at jeg forbliver som en del af Alefarm Brewing A/S, både som største aktionær og som primus motor på denne digitale udvikling, som vi står overfor. Jeg glæder mig virkelig oprigtigt til den næste fase i selskabets udvikling. Vi er i vækst på alle parametre - og vores rejse er kun lige begyndt!"
Supplerende information
For spørgsmål omkring organisationsændringen, der kan Selskabets CEO, Kasper Tidemann, kontaktes på kt@alefarm.dk. Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på jn@nordencef.dk eller telefonisk på +45 20720200.
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et tech-drevet mikrobryggeri med et fokus på moderne håndværk, autenticitet og en oprigtig tro på at kvalitet bygger på kærlighed. Vores ambition er at skabe sammenhold og fællesskab gennem unikke oplevelser med øl.