Alefarm Brewing indgår samarbejde med Salling Group
DENNE SELSKABSMEDDELELSE INDEHOLDER INTERN VIDEN. Alefarm Brewing A/S har indgået samarbejde med Salling Group omkring markedsføring og salg af fire spændende øl fra Selskabets portefølje, som bliver tilgængelige i føtex-butikker landet over fra og med uge 35. Dermed styrkes Selskabets tilstedeværelse i dagligvarehandlen betydeligt.
Selskabsmeddelelse nr. 36
Alefarm Brewing indgår samarbejde med Salling Group
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et innovativt dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag annoncere sit samarbejde med Salling Group.
Salling Group er en fondsejet dagligvarekoncern, som driver over 1.700 butikker og beskæftiger 60.000 medarbejdere. Dagligvarekoncernen omfatter en række varehuse og butikskæder inden for detailhandlen - blandt andet føtex, Bilka, Salling og Netto - og betjener i gennemsnit 10 millioner kunder om ugen, hvilket gør Salling Group til Danmarks største dagligvarekoncern.
Selskabet har indgået samarbejde med Salling Group omkring markedsføring og salg af fire forskellige varianter. Det drejer sig om de to DIPA’er, Hollow Names og Synth Wave, samt de to IPA’er, Hope Inside The Fire og Elijah. Disse fire øl er hver især et udtryk for Selskabets ambition om at levere de bedste fortolkninger af den nordamerikanske brygtradition til det danske marked.
Øllene vil være tilgængelige på hylderne i føtex-butikker landet over fra og med uge 35. Selskabet fortsætter samtidig sit gode samarbejde med Dagrofa omkring en række eksklusive varianter, hvorfor denne aftaleindgåelse samlet set styrker Selskabets tilstedeværelse i den danske dagligvarehandel betydeligt.
Aftalens samlede værdi vurderes til at udgøre en årlig omsætning i størrelsesordenen 1-1,5 mio. kr. i løbet af det første fulde samarbejdsår.
Stifter og CEO, Kasper Tidemann, udtaler i den forbindelse:
"Vi er utrolig glade for at kunne annoncere vores samarbejde med Salling Group. Aftalen bygger på en gensidig ambition om at bringe spændende og friske øl fra Alefarm Brewing ud til det landsdækkende publikum, som Salling Groups millioner af ugentlige kunder udgør. Vi har udvalgt fire unikke øl, som er inden for stilarterne IPA og DIPA, som jo er blandt de allermest populære øl i vores portefølje. Disse øl vil blive gjort tilgængelige i føtex-butikker landet over i uge 35 og frem. Aftalen udgør en markant styrkelse af vores tilstedeværelse i den danske dagligvarehandel, og vi ser meget frem til et godt og givende samarbejde for begge parter."
Supplerende information
For spørgsmål omkring samarbejdet med Salling Group, der kan Selskabets CEO, Kasper Tidemann, kontaktes på kt@alefarm.dk. Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på jn@nordencef.dk eller telefonisk på +45 20720200.
Kontakter
- Kasper Tidemann, Stifter og CEO, +45 31441760, kt@alefarm.dk
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et tech-drevet mikrobryggeri med et fokus på moderne håndværk, autenticitet og en oprigtig tro på at kvalitet bygger på kærlighed. Vores ambition er at skabe sammenhold og fællesskab gennem unikke oplevelser med øl.