Alefarm Brewing lancerer den første alkoholfrie øl
Alefarm Brewing A/S har den første alkoholfrie øl under produktion og forventer at frigive den til markedet den 8. januar 2025
Investornyhed nr. 119
Alefarm Brewing lancerer den første alkoholfrie øl
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et innovativt dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag annoncere lanceringen af den første alkoholfrie øl, som forventes frigivet til markedet den 8. januar 2025.
Alt hvad der er værd at gøre, er værd at gøre godt. Så da Selskabet besluttede at lave den første alkoholfrie øl, blev det også besluttet, at det skulle gøres godt. Derfor skulle forberedelserne også være grundige, når man nu kaster sig ud i noget for første gang. Vi har derfor uddannet, investeret og testet for at have det bedst mulige udgangspunkt, og har nu øllet under brygning. Den store udfordring med alkoholfrit øl er at få den til rent faktisk at smage af øl, som man kender det fra de alkoholholdige øl. Vi har derfor taget udgangspunkt i en af vores bedste øl i sortimentet, og vil nu brygge den alkoholfrit med den ambition, at så meget af smagen som muligt skal bibeholdes.
Efterspørgslen efter alkoholfrit øl er stærkt stigende både i Danmark og en stor del af det øvrige Europa, og Selskabet forventer over relativ kort tid, at ca. 20% af den fremtidige produktion vil være alkoholfrit. Det vil naturligvis også indebære, at der vil blive lanceret nye varianter løbende.
Navnet på øllet bliver ”On Dry Land”, hvilket kan henføres til det engelske udtryk om en "dry January", der er betegnelsen for en alkoholfri måned. Nu har vores kunder så mulighed for at opnå en sådan måned uden at skulle gå på kompromis med det gode øl.
CEO, Kresten Thorndahl, udtaler i den forbindelse:
“Vores bryggere har virkelig lagt sig i selen for at få den bedste smag ud af råvarerne, så fornemmelsen af det skummende, friske og fyldige øl fastholdes, så man helt glemmer, at det faktisk er alkoholfrit. Der er blevet kælet for alle detaljer, og de glæder sig kolossalt meget til at præsentere øllet for vores kunder. Efterspørgslen er der i høj grad og flere af vores on-trade og off-trade kunder har allerede lagt bestillinger ind for at sikre sig en andel af den første produktion.“
Supplerende information
For spørgsmål om lanceringen af den alkoholfrie øl, der kan Selskabets CEO, Kresten Thorndahl, kontaktes på krt@alefarm.dk. Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på jn@nordencef.dk eller telefonisk på +45 20720200.
Kontakter
- Kresten Thorndahl, CEO, +45 60 57 52 26, krt@alefarm.dk
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et tech-drevet mikrobryggeri med et fokus på moderne håndværk, autenticitet og en oprigtig tro på at kvalitet bygger på kærlighed. Vores ambition er at skabe sammenhold og fællesskab gennem unikke oplevelser med øl.