Årsrapport 2023
Bestyrelsen for Tivoli A/S har på bestyrelsesmøde den 15. marts 2024 behandlet og godkendt årsrapporten for 2023.
År 2023 i hovedtræk:
- En nettoomsætning på 1.213,8 mio. kr. mod 1.130,1 mio. kr. sidste år (+7%)
- Et resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 228,1 mio. kr. mod 216,7 mio. kr. sidste år (+5%)
- Et resultat før skat på 111,1 mio. kr. mod 87,5 mio. kr. sidste år (+27%)
- Resultat før skat justeret for ikke-ordinære poster er 111,8 mio. kr. mod 102,7 mio. kr. sidste år (+9%)
- Et besøgstal på 4.031.000 mod 3.854.000 sidste år (+5%)
”2023 blev et år med besøgsvækst og finansielle resultater, der dels vidner om et Tivoli i fremgang, dels muliggør omfattende og nødvendige investeringer i både Tivolis brede kulturudbud, vedligehold og i udvikling af nye tiltag til glæde for Tivolis gæster. Forude venter bl.a. en historisk stor investering i et forlystelsesområde med en omfattende ombygning og nyudvikling af det nuværende Asienområde. Det nye område forventes at stå færdigt i 2026”, udtaler adm. direktør, Susanne Mørch Koch
Forventninger til 2024
Den generelle forventning til 2024 er baseret på, at antallet af gæster vil være på niveau med 2023. I 2023 oplevede Tivoli et markant fald i gæster fra de største nærmarkeder, Norge og Sverige, hvilket dog blev kompenseret af flere gæster fra andre lande. Der er fortsat usikkerhed om, hvordan det økonomiske råderum hos Tivolis gæster, herunder særligt de største nærmarkeder, vil påvirke gæstebesøg. Hertil forventes et øget omkostningsniveau for Havens drift, bl.a. som følge af lønstigninger grundet de overenskomster, der blev aftalt i 2023.
Baseret på ovenstående og i tråd med fondsbørsmeddelelsen af 22. januar 2024 forventer Tivoli at kunne levere en omsætning og et resultat før skat på niveau med 2023.
Med venlig hilsen
Tom Knutzen Susanne Mørch Koch
Bestyrelsesformand Adm. direktør
Kontaktperson: Pressechef, Torben Plank tlf. 22237440 / tpl@tivoli.dk
Vedhæftede filer