Årsrapport 2024: En modstandsdygtig forretningsmodel
Hovedpunkter
Realiseret i 2024
- Stærke resultater trods tilpasning til ændrede markedsvilkår
- Omsætningen faldt med 7% til 34.666 mio. kr. (2023: 37.210 mio. kr.)
- EBITDA var 2.931 mio. kr. – en stigning på 3% (2023: 2.849 mio. kr.)
- Cash flow fra drift blev forøget med 44% til 2.553 mio. kr. (2023: 1.777 mio. kr.)
- Afkastet af den investerede kapital (ROIC) ekskl. goodwill blev på 13,0% (2023: 12,8%)
- 21% reduktion i drivhusgasudledningen (Scope 1+2) siden basisåret 2020
- 27% fald i arbejdsulykkefrekvens siden basisåret 2020
- Udbyttet for regnskabsåret 2024 foreslås fastholdt på 16 kr. pr. aktie.
Forventninger til 2025
- Konglomeratet giver stabilitet i usikre tider
- Schouw & Co. forventer at fastholde aktivitet på samme høje niveau som i 2024 med potentiale for yderligere vækst i indtjeningen.
- I 2025 forventes en omsætning i niveauet 33,4-35,9 mia. kr. og en indtjening i intervallet 2.820-3.120 mio. kr. (EBITDA).
Kort om virksomhedernes forventninger til 2025
BioMar
BioMar forventer at opretholde et højt aktivitetsniveau og at generere en omsætning på samme niveau som i 2024, selvom varierende markedsforhold og volatile råvarepriser som altid kan have en betydelig påvirkning på omsætningen. EBITDA forventes at fortsætte fremgangen, og resultatandelen fra joint ventures og associerede virksomheder forventes at stige sammenlignet med 2024.
GPV
GPV oplever fortsat svag efterspørgsel og volatile markedsforhold i tråd med resten af branchen. Den samlede aktivitet forventes at blive opretholdt, hvilket vil resultere i en omsætning på samme niveau som i 2024. GPV er i øjeblikket i gang med at omstrukturere den produktionsmæssige organisering, hvilket medfører engangsomkostninger, der vil påvirke EBITDA negativt i 2025. Når disse engangsomkostninger indregnes, forventes EBITDA at blive på niveau med 2024.
HydraSpecma
HydraSpecma forventer at opretholde det høje aktivitetsniveau fra 2024, selvom der fortsat er usikkerhed blandt kunderne omkring den fremtidige efterspørgsel. Helårsomsætningen forventes at forblive på samme niveau som i 2024, mens EBITDA forventes øget i forhold til 2024.
Borg Automotive
Borg Automotive oplever fortsat svag efterspørgsel efter Reman-produkter og hård konkurrence på markedet for Newman-produkter. Ikke desto mindre forventes aktivitetsniveauet at medføre en vis vækst i omsætning og EBITDA i 2025.
Fibertex Personal Care
Fibertex Personal Care forventer et rimeligt aktivitetsniveau i Europa, men fortsat hård konkurrence i Asien. Mens Fibertex Personal Care midlertidigt har reduceret sin produktionskapacitet i Malaysia, påvirker den vedvarende overkapacitet på det asiatiske marked forventningerne til årets omsætning og EBITDA negativt.
Fibertex Nonwovens
Fibertex Nonwovens forventer at øge omsætningen i forhold til 2024, blandt andet støttet af den øgede produktionskapacitet i USA, som gør det muligt bedre at imødekomme de nordamerikanske kunders efterspørgsel efter materialer til wipes. Indsatserne for at styrke de amerikanske aktiviteter yderligere giver forventning om øget EBITDA i 2025.
Adm. direktør i Schouw & Co. Jens Bjerg Sørensen udtaler:
”Værdiskabende diversificering
Usikkerhed og geopolitisk uro har igen påvirket vores forretningsagenda i 2024. I lyset af den globale udvikling og det konkurrenceprægede miljø er Schouw & Co. meget tilfreds med at have leveret på to af vores hovedprioriteter: operationelt overskud og pengestrømme. Både EBITDA og pengestrøm fra drift var de højeste i Schouw & Co.s 147-årige historie. De solide resultater kan tilskrives en konglomerat-forretningsmodel, som både er værdiskabende og risikominimerende. Vores marginer er robuste, og vores geografiske og industrielle spredning med hensyn til leverandører, kunder og markeder sætter virksomheden i en stærk position. Vores forretninger har en lang tradition for integration og partnerskaber, og vi fortsætter med at investere i langsigtede relationer på tværs af værdikæden. Schouw & Co. opererer baseret på en værdibaseret tilgang, der giver vores lederteams og medarbejdere fuldt operationelt ansvar for den daglige drift, og vi tror oprigtigt på, at resultater skabes gennem mennesker.
Fokus på værdi for vores aktionærer
I slutningen af 2024 meddelte Schouw & Co., at vi undersøger, om en potentiel separat børsnotering af vores største porteføljevirksomhed, BioMar, vil skabe værdi for vores eksisterende aktionærer. BioMar er verdens tredjestørste aktør på det attraktive marked for kvalitetsfoder til industrialiseret fiske- og rejeopdræt, og akvakultur er den mest bæredygtige kilde til animalske proteiner og den hurtigst voksende sektor inden for animalsk opdræt. Schouw & Co. har været aktionær i BioMar siden 2005, og indtil videre har selskabet leveret en imponerende kumulativ gennemsnitlig vækstrate på mere end 10% i både omsætning og driftsoverskud.
Hos Schouw & Co. udøver vi et aktivt og ansvarligt langsigtet ejerskab, og vi ser et fortsat stort potentiale i udviklingen af BioMar. Det er også grunden til, at vi har til hensigt at bevare et majoritetsejerskab af BioMar efter en eventuel selvstændig børsnotering, da det vil give BioMar den rette platform til at fortsætte vækstrejsen og samtidig give investorer mulighed for at investere direkte i en førende akvakulturspecialist i et voksende marked drevet af megatrends.
Vi arbejder målrettet på at klarlægge konsekvenserne og værdipotentialet af en separat børsnotering, men der kan ikke gives nogen garanti for, om og hvornår en separat børsnotering af BioMar vil blive gennemført. Hvis vi er overbeviste om, at en separat børsnotering vil skabe værdi for de eksisterende aktionærer i Schouw & Co., kan børsnoteringen tidligst ske i andet halvår af 2025.
2025 forventes at blive begivenhedsrigt
At muliggøre langsigtede og ansvarlige transformationer er kernen i vores purpose. Vi arbejder konstant med vores portefølje af stærke virksomheder og har altid haft en ‘bedste ejer’-filosofi.
Vi forventer fortsat at generere gode resultater og pengestrømme i 2025. Vores virksomheder er alle velinvesterede, men vi fortsætter med at undersøge muligheder og strategiske tiltag. Schouw & Co. har vist sig som en stabil ejer midt i usikkerhed og turbulens. Vi vil stadig fokusere på globale muligheder og udnytte den attraktive risikoprofil, der muliggøres af vores diversificeringsmodel.”
Aktieselskabet Schouw & Co.
Jørgen Dencker Wisborg Jens Bjerg Sørensen
Bestyrelsesformand Adm. direktør
Schouw & Co. afholder videokonference (på engelsk) for analytikere, medier, m.fl.
TORSDAG DEN 6. MARTS 2025 KL. 10:30.
Deltagere bedes benytte dette link: www.schouw.dk/cc
Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Jens Bjerg Sørensen på telefon +45 86 11 22 22.
Vedhæftede filer
