Børsmeddelelse nr. 05 2024, Årsrapport 2023
Bestyrelsen for Ennogie Solar Group A/S (”Ennogie”) har d.d. godkendt selskabets Årsrapport for 2023.
Ennogie har opnået en markant stigning i omsætningen fra DKK15m til knap DKK100m på kun tre år.
4.kvartal 2023 isoleret set blev Ennogies hidtil bedste kvartal med en omsætning på DKK29,6m, Dækningsgrad på 29,4% og EBITDA på DKK1,7m.
Den positive udvikling kan tilskrives Ennogies fremsyn med at identificere vækstpotentiale i krydsfeltet for vedvarende energi og byggesektoren. Ennogies ledelse har i 2023 gennemført operationelle ændringer, der har strømlinet processer, optimeret forsyningskæder og ført til en stigning i både omsætningen på 61% fra DKK61,1m til DKK98,7m og i dækningsgraden på 10% fra 25,2% til 27,6%.
Drevet af væksten i omsætningen og dækningsgraden steg dækningsbidraget for 2023 med 77% til DKK27,2m fra DKK15,4m.
Interessen for Ennogies produkter er fortsat stigende demonstreret ved, at værdien af tilbud er steget med 12,5% i forhold til 2022. Væksten er primært drevet af tilbud til boligforeninger og ejendomsudviklere, hvilket følger strategien om en øget indsats over for disse segmenter. Den samlede tilbudsværdi til disse kundegrupper er steget med 44% i forhold til 2022. Den samlede 2023 tilbudsværdi fordeler sig med hhv. 65% til boligforeninger og ejendomsudviklere og 35% til en-familiehuse.
Ordreindgangen for 2023 er faldet 28% fra DKK100m i 2022 til DKK72m i 2023.
Hovedårsagen ses i både Tyskland og Danmark, at være de øgede renter og længere beslutningstid i byggeriet generelt. Desuden har en ny energiforsyningslov i Danmark haft negativ indflydelse på markedssegmentet for bebeboelsesejendomme med henblik på etablering af energifællesskaber i tæt/lavt byggeri.
Fremadrettet ser Ennogie vækstmuligheder i både Tyskland, samt nye markeder, hvor interessen og brugen af solcelletage er stigende. For Tyskland er især den nyligt tildelte Innovative Material Garantie fra ZVDH og aftalen med Dachdecker-Einkauf, som giver langt større eksponering. For nye markeder fokuserer Ennogie på Frankrig, Polen, Schweiz og Østrig.
Hovedpunkter fra årsrapporten:
- Omsætningen steg i 2023 med 61% til DKK98,7m fra DKK61,1m i 2022.
- Dækningsbidraget steg med 77% til DKK27,2m fra DKK15,4m i 2022.
- EBITDA blev i 2023 forbedret til DKK-2,7m fra DKK-7,9m i 2022.
- Ordreindgangen i 2023 blev DKK72m.
- 4. kvartal 2023 blev Ennogies hidtil bedste kvartal med en omsætning på DKK29,6m, dækningsgrad på 29,4% og EBITDA på DKK1,7m
- Ennogie udvider aktiviteterne til Frankrig, Polen, Østrig og Schweiz.
- Ennogie forventer en omsætning på DKK 70-90m og EBITDA på DKK-5m til 0m i 2024.
Med venlig hilsen
Ennogie Solar Group A/S
Bestyrelsen
Kontakter
- Lars Brøndum Petersen, Co-Founder og CEO, +45 5356 2754, lbp@ennogie.com
Om Ennogie
Ennogie Solar Group er en grøn vækstvirksomhed, der udvikler, producerer og sælger bygningsintegrerede solcelletage og energisystemer.