Delårsrapport for 1. halvår 2023
Resumé
- Lejeindtægter: 48,9 mio. kr. (1. halvår 2022: 37,2 mio. kr.). Lejeindtægterne er realiseret på et markant højere niveau end sidste år (+31%). Stigningen sammensættes af effekten af en øget udlejningsgrad, forhøjede lejeniveauer samt ordinære lejereguleringer efter udviklingen i nettoprisindekset, og indeholder herudover en engangsindtægt på 2,4 mio. kr. fra en afsluttet markedslejesag.
- Resultat af ejendommenes drift: 34,4 mio. kr. (1. halvår 2022: 21,7 mio. kr.). Resultatet er påvirket af den positive udvikling i lejeindtægterne, herunder effekten af en realiseret engangsindtægt fra en markedslejesag, i kombination med ejendomsomkostninger lidt under sidste års niveau.
- Værdiregulering af investeringsejendomme: +15,7 mio. kr. (1. halvår 2022: +28,4 mio. kr.).
- Værdien af ejendomsporteføljen: 1.406,6 mio. kr. (ultimo 2022: 1.325,0 mio. kr.) ved et gennemsnitligt vægtet afkastkrav på 6,6% (2022: 6,5%). Den samlede stigning på +81,6 mio. kr. kan henføres til dagsværdireguleringer (+12,1 mio. kr.) og forbedrings- og projektarbejder (+69,5 mio. kr.) i forbindelse med nyudlejninger og udvikling af ejendomme.
- Resultat af primær drift før værdireguleringer udgør 28,3 mio. kr. (1. halvår 2022: 16,0 mio. kr.) svarende til en stigning på +12,3 mio. kr. (+77%) i forhold til samme periode sidste år.
- Finansielle poster, netto, udgør -15,8 mio. kr. (1. halvår 2022: -3,0 mio. kr.) og er dels påvirket af den markante udvikling i renteniveauet og dels af den planmæssige etablering af finansieringen af byggeriet på Baltorpvej i Ballerup.
- Resultat før skat: 28,2 mio. kr. (1. halvår 2022: 41,4 mio. kr.) er påvirket af værdireguleringer i begge perioder.
- Indre værdi udgør 239,63 mod 232,86 ultimo 2022, svarende til en stigning på +2,9%.
- Pengestrøm fra driftsaktiviteten udgør +13,0 mio. kr. (1. halvår 2022: +10,8 mio. kr.) og afspejler på den ene side den positive udvikling i lejeindtægterne og på den anden side den markante stigning i finansieringsomkostningerne.
- Udlejningsgrad: 86,3% (Ultimo 2022: 85,3%). Ekskl. Ringager i Brøndby udgør udlejningsgraden 93,6% (ultimo 2022: 92,8%).
- Selskabet har den 6. juli 2023 (børsmeddelelse nr. 7) opjusteret forventningen til et resultat af primær drift før værdireguleringer fra niveauet +48 mio. kr. til niveauet +51 mio. kr. og denne forventning fastholdes. Ligeledes fastholdes forventningen om en pengestrøm fra driftsaktiviteten i niveauet +18 mio. kr. og en udlejningsgrad i niveauet 88%.
Administrerende direktør Torben Schultz udtaler:
På baggrund af en fortsat forbedret udlejningssituation forøger selskabet sit resultat af primær drift før værdireguleringer i første halvår med godt 12 mio. kr. til 28,3 mio. kr. (1. halvår 2022: 16,0 mio. kr.). Resultatet indeholder en engangsindtægt på 2,4 mio. kr. som er resultatet af en vundet lejesag primo året, men selv når der tages højde for denne, er der tale om en stigning i resultat af primær drift før værdireguleringer på 62%. De forbedrede lejeindtægter som først og fremmest ligger til grund for stigningen, er en konsekvens af såvel en forbedret - og historisk høj - udlejningsgrad som forhøjede lejeniveauer. Da udlejningsgraden i vores lager – og logistik segment fortsat er meget tæt på 100%, skyldes den forbedrede udlejningsgrad en forbedret udlejningssituation i vores kontorsegment. Udlejningsgraden ultimo juni 2023 er nu på 86,3% (77,0% ultimo juni 2022 og 85,3% ultimo 2022), og ekskl. Ringager i Brøndby - som forventes at nå sit fulde udlejningspotentiale i løbet af et par år – udgør udlejningsgraden ultimo juni 2023 nu 93,6% (85,5% ultimo juni 2022 og 92,8% ultimo 2022).
Den positive udvikling i vores kerneforretning, som vi har oplevet igennem de seneste år, er således fortsat i 2023, og første halvår af 2023 er forløbet positivt for Selskabet. Selskabet oplever fortsat at befinde sig i et positivt lejemarked med god efterspørgsel og med relativt gunstige lejeniveauer, og det er vores opfattelse at vi fortsat kan bearbejde vores udlejningsgrad positivt, om end stigningstakten forventes at være mere afdæmpet, og i høj grad ske på baggrund af en fortsat forbedring af udlejningssituationen i Ringager i Brøndby.
De mange udfordrende omstændigheder igennem 2022 påvirker i 2023 fortsat store dele af ejendomsbranchen, ikke mindst den mere transaktionsdrevne del. Den solide og robuste økonomi i Danmark, først og fremmest den høje beskæftigelsessituation, fastholder derimod de gunstige vilkår for den del af udlejningsmarkedet som er Selskabets kerne forretningsområde.
Selskabet er til gengæld negativt påvirket af de stigende renteomkostninger, som stiger til – 15,8 mio. kr. (1. halvår 2022: – 3,0 mio. kr.), hvilket medfører at vi ikke fuldt ud kan høste frugterne af den forbedrede toplinje. Selskabet afventer på lige fod med kolleger i branchen en mere stabiliseret og forhåbentlig faldende rentesituation. I det meget turbulente og uforudsigelige finansierings- og rentemiljø, er vi tilfredse med en LTV ultimo juni måned på 45,4%.
På baggrund af ovenstående meddelte Selskabet i Børsmeddelelse nr. 7 den 6. juli, 2023, at man nu forventer et resultat af primær drift før værdireguleringer i niveauet 51 mio. kr. imod det oprindelige udmeldte resultat på 48 mio. kr. Den seneste udmelding fra 6. juli, 2023 fastholdes.
Yderligere oplysninger:
Torben Schultz
Adm. direktør
Tlf. 40 10 28 76
Vedhæftet fil