Delårsrapport for perioden 1/10-31/12 2024
Bestyrelsen for Per Aarsleff Holding A/S har i dag behandlet og godkendt delårsrapporten for første kvartal af regnskabsåret 2024/25. Delårsrapporten er ikke revideret eller reviewet af selskabets revisor.
Hovedpunkter
- Et første kvartal med en omsætning som forventet og med tilfredsstillende indtjening.
- Omsætningen steg med 4,1 % til 5.523 mio.
- EBIT på 239 mio. svarende til en EBIT-margin på 4,3 %.
- Ordreindgang på 5,4 mia. og en ordrebeholdning på 24,2 mia.
- Særdeles positivt cash flow fra driften på 854 mio., der er påvirket med 566 mio. fra en faldende arbejdskapital.
Forventninger til 2024/25
Forventningerne til regnskabsåret som helhed er uændrede:
- Omsætningsvækst på 0 til 5 % svarende til en omsætning på 21,7 til 22,8 mia.
- EBIT i størrelsesordenen 1.050 til 1.150 mio.
- Effekten fra investeringen i ArtiCon P/f, som blev godkendt af de færøske konkurrencemyndigheder den 25. februar, er ikke medtaget i ovenstående forventninger.
”Kvartalet viser et tilfredsstillende resultat med en god ordreindgang og et marked, som efterspørger Aarsleff-koncernens kompetencer. Vi oplever fortsat høj aktivitet, især inden for anlægsprojekter relateret til den grønne omstilling og energiforsyning. Samtidig glæder vi os over, at vi har styrket vores position i Nordatlanten med investeringen i færøske ArtiCon.”
Jesper Kristian Jacobsen
Administrerende koncerndirektør
Videokonference på engelsk i forbindelse med regnskabet
Fredag den 28. februar kl. 11:00
Deltagere bedes benytte dette link: Aarsleff | Interim Financial Report Q1 2024/25
Kontakter
- Jesper Kristian Jacobsen, Administrerende koncerndirektør / Group CEO, +45 8744 2222
Om Per Aarsleff Holding A/S
Aarsleff-koncernen opererer på internationalt niveau inden for anlæg og byggeri med udgangspunkt i en førende position i Danmark. Koncernen består af en portefølje af selvstændige konkurrencedygtige selskaber med hver deres særlige kompetencer.