DFDS TYRKISK LOGISTIK TURNAROUND PÅ RETTE VEJ
INVESTOR NEWS nr. 07 - 18. februar 2025 |
- Fremgang flugter med mål om breakeven-resultat ved udgangen af 2025
- Organisatorisk omstrukturering påvirker 125 kontormedarbejdere
- Første resultater af krydssalg gennem udnyttelse af DFDS' europæiske netværk
- Tilpasning af udstyrsflådens størrelse igangsat
Integrationen og den finansielle turnaround af Ekol International Transport, der blev købt i midten af november 2024, går fremad i overensstemmelse med det kortsigtede mål om at opnå et breakeven-resultat ved udgangen af 2025.
"Vores nyligt købte tyrkiske transportvirksomhed spiller en vigtig rolle i at støtte Tyrkiets vækst som et produktionsknudepunkt og europæisk handelspartner. Der er imidlertid behov for en omfattende turnaround af virksomhedens økonomiske resultater, hvilket kræver vanskelige beslutninger. En reorganisering af virksomheden er derfor igangsat og vi må desværre skille os af med 125 værdsatte og dygtige kontormedarbejdere," siger Torben Carlsen, CEO for DFDS.
Den igangværende turnaround omfatter organisatoriske, kommercielle og driftsmæssige initiativer.
Organisatorisk omstrukturering
Ekol International Transport opererer nu som en ny forretningsenhed i Logistics Division: Türkiye & Europe South, med to landeorganisationer overført til forretningsenheden Continent.
Organisationen på hovedkontoret i Istanbul er blevet gennemgået og tilpasset de aktuelle finansielle og markedsmæssige forhold. Dette har ført til en omstrukturering, der medfører afskedigelse af 125 kontormedarbejdere.
Driftsmodellen, der styrer transportkorridorerne mellem Tyrkiet og de europæiske landeorganisationer, er blevet strømlinet for at øge fokus på balancer i varestrømme, udnyttelse af driftsaktiver og volumenvækst.
Kommerciel fokus
De kommercielle indsatsområder er fokuseret på optimering af værdien af services til både de største kunder og gruppen af mindre kunder. Krydssalgsinitiativer har med-ført de første nye kontrakter, hvilket validerer potentialet for paneuropæiske løsninger.
Driftseffektivitet
Muligheder for at forbedre driftseffektiviteten er identificeret og under implementering. Fokus er i første omgang på at tilpasse størrelsen af udstyrsflåden (lastbiler/trailere/containere) og gøre driften mere effektiv.
Tilpasningen af udstyrsflåden omfatter salg af inaktivt udstyr og øget brug af underleverandører til kørsel. Indtil videre er der solgt 278 trailere og flere hundrede yderligere enheder, herunder lastbiler, er planlagt til afhændelse eller udskiftning med underleverandører i 2025.
Forbedringer af driftseffektiviteten er i første omgang fokuseret på at øge servicestabiliteten af inter-modale transportløsninger, dvs. kombinationer af vej-, færge- og jernbanetransport, for at forbedre både omkostningseffektiviteten og kundeserviceniveauet.
Kontakt
Torben Carlsen, CEO +45 33 42 32 01
Karen Boesen, CFO +45 20 58 58 40
Søren Brøndholt Nielsen, IR +45 33 42 33 59
Dennis Kjærsgaard, Media +45 42 30 38 47
Om DFDS
Vi driver et transportnetværk i og omkring Europa med en omsætning på DKK 30 mia. og 14.000 heltidsansatte.
Vi transporterer varer i trailere med færge, vej og jernbane samt tilbyder komplementære og relaterede transport- og logistikløsninger.
Vi transporterer også passagerer i bil og til fods med færger på korte ruter og på ruter med overnatning.
DFDS blev grundlagt i 1866, har hovedkontor og er børsnoteret i København.
This information is subject to the disclosure requirements pursuant to Section 5-12 the Norwegian Securities Trading Act
Vedhæftet fil
